Hadsund Fjernvarme: Trods prisstigning er der også et bidrag der falder
Hadsund Fjernvarme informerer følgende på deres hjemmeside:
Hadsund Fjernvarme har ligesom mange andre fjernvarmeværker hævet prisen pr. 1. januar 2023 overfor forbrugerne. Prisstigningen har fået MWh prisen til at stige fra 452,50 til 593,75 kr./MWh, hvilket skal forklares i de stigende priser på el og biomasse, hvor biomassen i Hadsund bruges til 85 % af varmeproduktionen.
Men for en mindre gruppe forbrugere er der også et bidrag der faldt. Det drejer sig om de nu 140 forbrugere på den sydlige side af fjorden, der betaler et særskilt ”Hadsund Syd bidrag”.
Bidraget opstod i 2013, da fjernvarmen krydsede fjorden for at forsyne de 120 huse der ønskede fjernvarme i området. På grund af den ekstra høje udgift der var i forbindelse med at krydse fjorden, blev bidraget indført.
Bidraget reduceres i takt med at flere kobler sig på fjernvarmen syd for fjorden, fordi der dermed bliver flere til at afdrage på investeringen. Det er nu tredje gang bidraget reduceres, hvor antallet af forbrugere har rundet 140 stk. Sidste gang bidraget faldt var 1. januar 2021, da forbrugerantallet rundede 130 stk.
Bidraget reduceres for hver 10 nye forbrugere der tilkobles og er nu reduceret fra de oprindelige 2.750,- kroner om året, til 2000,- kroner om året i 2023.
Hvis alle huse i området tilsluttes, vil bidraget være 0,- kroner.
LÆS OGSÅ: Nye uddannelsesmuligheder på hospitalet i Hobro kan være med til at trække flere læger til området