Hadsund-Peter bringer julemanden til Mariager – Skal du med ud og hente ham?
Traditionen tro bringer veteranbanen julemanden til Mariager, hvor den rødklædte herre med det lange hvide skæg tænder juletræet på Torvet. Det sker i år søndag den 17. november 2024.
Denne tradition holder vi fast i. Til den kommende højtid er det den gamle Hadsund-Peter, veteranbanens ældste motorvogn på 98 år og banens kronjuvel, der får æren af at hente julemanden og køre ham sikkert til Mariager. Handelsstandsforeningen fortæller, at julemanden bor i Lunddalen, hvor der er et lille trinbræt. Her venter julemanden trofast på Hadsund-Peter, som, sammen med de mange børn og voksne i toget, bringer ham til Mariager.
Program for dagen:
- Ankomst til Mariager: Julemanden ankommer til Rosernes By søndag den 17. november 2024.
- Afgang: Hadsund-Peter afgår fra Mariager Station kl. 15:00.
- Tilbage på Mariager Station: Toget er tilbage kl. 15:30, hvorfra julemanden kører op til Torvet for at tænde byens juletræ.
Og så er det endelig jul i den lille idylliske fjordby!
Praktisk information
Det er gratis at tage turen med Hadsund-Peter, og veteranbanen sørger for billetterne. Man skal blot stige ombord på juletoget. MEN kom i god tid – der er kun 74 siddepladser i toget, og billetter kan ikke reserveres på forhånd.
Veteranbanen sender sine varmeste hilsener og ønsker alle en glædelig jul. “Vi ser frem til sæsonen 2025”. lyder det fra Max S. Rasmussen, på vegne af Mariager-Handest Veteranjernbane.
LÆS OGSÅ: Julen begynder i Mariager