ForsideAndetHadsundløbet 2023 har åbnet for tilmeldinger

Hadsundløbet 2023 har åbnet for tilmeldinger

- Annonce -

Hadsundløbet 2023 har åbnet for tilmeldinger

Startskuddet har lydt for åbning af tilmelding til årets udgave af Hadsundløbet, der i år afholdes torsdag d. 7. september kl. 18.30, fortæller stævnelederne Erik Nielsen og Jens Chr. Dalgaard fra arrangør klubben Mariager Fjord Orienteringsklub, der i samarbejde med Palle Justesen fra Sportigan Hadsund inviterer til Hadsundløbet for 31. gang. 

Erik Nielsen og Jens Chr. Dalgaard fortæller:

Sidste år deltog blot 135 løbere, og det var noget af en skuffelse, fortæller arrangørerne. Vi havde håbet, at Corona-skyggen for længst var borte, men det kunne vi i hvert fald ikke aflæse på det noget slunkne deltagerantal. Som arrangører gennem nu over 30 år kiggede vi naturligvis langt efter tal fra før Corona, fx året 2019 med hele 716 løbere, for slet ikke at nævne rekord året 2012 med 879 deltagere. 

I år tror vi dog igen på et comeback, idet indbydelser til løbet netop er blevet sendt ud til skolerne, således skolernes ledelser kan nå at få det med i årsplanerne. Ligeledes håber vi, at skolebestyrelser og de enkelte klassers klasseforældreråd vil tage tråden op, for tiden er nok ikke længere til, at en hel skole deltager med samtlige elever, er efterhånden blevet vores erfaring.

Vi håber også på, at mange flere hold fra butikker og virksomheder i byen og nærområdet har lyst til at komme ud at motionere sammen og få en hyggelig torsdag aften ud af det, ligesom den alm. motionsløber gerne må tage sine bekendte med på en af de tre ruter: den korte rute på 3,3 km., en mellemlang på 5,5 km. og den længste på 10,5 km., altså alt i alt en distance for enhver løbers formåen. 

Og til spørgsmålet, som vi ofte bliver stillet: ”Må kan gerne blot gå turen rundt”? Her er svaret et rungende ”JA”, selvfølgelig må man det. Sidste år oplevede vi også, at forældre med både en barnevogn og en klapvogn deltog, så der er ikke som sådan nogle begrænsninger for deltagelse. 

Vi har i øvrigt justeret et par småting, fortæller stævneledelsen også: Alle gruppevindere, også voksne på 3,3 km. distancen vil få medalje overrakt, ligesom på alle de øvrige distancer.

Vi har også stadig et lager af de flotte blå Løbs-T-shirts, som Nordea Fonden skænkede til Hadsundløbet. De udleveres til deltagerne på selve løbsdagen fra kl. 17.00 efter ”først til mølle-princippet”, men skulle løbet igen sætte rekorddeltagelse, vil der desværre ikke være løbs-t-shirts til alle.

Sidste år gik Urmager Erhardsens vandrepokal til Spentrup Hygge og Motion med 11 deltagere, hvilket var det største tilmeldte hold, og uden at forklejne dette hold, var der ikke den store rift om at blive ”det største hold”. Vandrepokalen stiftede Urmager Erhardsen tilbage i år 2000 som et ekstra frisk pust til byens ældste motionsløb; han synes nemlig, at løbet, der jo startede lige ud for hans butiksvinduer i Storegade, fortjente en vandrepokal. Hadsund Skole har sat sig hele 9 gange på den, og deres største hold var hele 563 løbere i 2012. Hadsund Boldklub har taget pokalen 4 gange og flest for deres vedkommende i 2005 med 108 løbere. 

Hadsundløbet – Klubfotos fra tidligere løb Foto: Privat

Tilmeldingen er som sagt åbnet fra nu og helt frem til d. 4. september, fortæller Keld Østergaard, klubbens løbstilmelder og webmaster, og han fortæller samtidig, at al den øvrige information om løbet, fx de tre løberuter og al løbsstatistik er tilgængelige på løbets hjemmeside www.mfok.dk

LÆS OGSÅ: Lokal Fond skaber muligheder for mange unikke projekter i Mariagerfjord området 

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler