Hans Pilgaard trak 250 til nytårskur hos Hjerteforeningen Mariagerfjord og LOF Mariagerfjord/Rebild
HOBRO: TV-værten Hans Pilgaard trak fulde huse, da han gæstede Hobro. Omkring 250 mennesker fyldte således den store sal på Mariagerfjord Gymnasium i Hobro, da Hjerteforeningen Mariagerfjord i samarbejde med LOF Mariagerfjord/Rebild afviklede deres traditionsrige ”Nytårskur”, som gennem årene har haft besøg af nogle af landets mest kendte foredragsholdere.
I år kunne hjerteforeningens formand, Jørgen Thorndahl, Hobro, byde velkommen til den folkekære tv-vært Hans Pilgaard, ikke mindst kendt fra ”Hvem vil være millionær?”.
Han havde givet sit foredrag i Hobro overskriften ”Kampen for et sjovere liv”. I et par timer underholdt han publikum i bedste stand up-stil. Mange gange fik han med sine humoristiske anekdoter og finurlige livsbetragtninger latteren til at runge i salen, andre gange var der helt stille, når han jævnt og ligetil fortalte om alvorlige og triste begivenheder i sit eget liv. Gennem hele foredraget var hans røde tråd, at vi skal forsøge at leve i nuet og bringe humoren ind – også selv når der ikke er noget at le ad.
Og selvfølgelig ingen nytårskur uden boblende vin og kransekage, som publikum i pausen kunne nyde i gymnasiets store aula.
LÆS OGSÅ: Arbejder Danmarks sødeste kassedame m/k i Mariagerfjord?