ForsideMariagerfjordHastighedsgrænser ved vejarbejde beskytter først og fremmest bilisterne selv

Hastighedsgrænser ved vejarbejde beskytter først og fremmest bilisterne selv

- Annonce -

Hastighedsgrænser ved vejarbejde beskytter først og fremmest bilisterne selv

I en rundspørge, som Verian har foretaget for Vejdirektoratet, svarer 90 procent af bilisterne, at de overholder den skiltede hastighedsgrænse ved vejarbejder, mens 65 procent svarer, at de viser ekstra hensyn til vejarbejderne.

Men faktisk er det slet ikke vejarbejderne, der er i størst risiko for at komme til skade ved trafikuheld i forbindelse med vejarbejde – det er nemlig trafikanterne selv.

”Det er selvfølgelig meget positivt, at de fleste bilister er opmærksomme på at passe på vejarbejderne. Samtidig oplever vi dog også, at nogle bilister har svært ved at se, hvorfor hastighedsgrænsen ved et vejarbejde så også skal gælde, når der ikke er vejarbejdere til stede. Men det er vigtigt at forstå, at hastighedsnedsættelsen lige så meget er for trafikanternes egen skyld som for vejarbejdernes,” fortæller afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen fra Vejdirektoratet.

Hastighedsgrænser er ikke for sjov
Derfor lancerer Vejdirektoratet nu kampagnen ”Kør forsigtigt ved vejarbejde”, der skal minde trafikanterne om, at hastighedsgrænserne ikke bare er for sjov.

Der er nemlig som regel flere grunde til, at hastighedsgrænsen bliver sænket ved et vejarbejde. Vejens forløb kan være ændret, vejbanerne kan være gjort smallere end normalt, eller der kan være tunge maskiner placeret tæt på kørebanen. Alt sammen ting, der gør, at vejen ikke egner sig til de normalt højere hastighedsgrænser.

”Det er en farlig misforståelse, at hastighedsgrænsen kun er sat ned for vejarbejdernes sikkerhed, for det er faktisk i langt de fleste tilfælde bilisterne, der kommer til skade i trafikuheld ved vejarbejder,” siger Marianne Foldberg Steffensen.

377 uheld ved vejarbejder sidste år
Ulykkesstatistikkerne viser også tydeligt, at det er vigtigt at køre forsigtigt ved et vejarbejde. I 2023 var der 377 trafikuheld i forbindelse med vejarbejder, og 51 af disse uheld var med personskade. Hertil kommer, at trafikuheldene ofte skaber lange køer og forsinkelser, der påvirker mange andre trafikanter og koster samfundet penge.

”Desuden skal man huske, at der er dobbelt bødetakst, hvis man kører for hurtigt ved et vejarbejde. Så selv når det ikke går galt, kan det altså stadig blive en dyr omgang,” siger Marianne Foldberg Steffensen.

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER

DMI søger snemålere

- Annonce -

Seneste artikler