ForsideMariagerfjordHøjt aktivitetsniveau hos Mariager Fjord OK

Højt aktivitetsniveau hos Mariager Fjord OK

- Annonce -

Højt aktivitetsniveau hos Mariager Fjord OK

Mariager Fjord Orienteringsklub afholdt sin ordinære generalforsamling tirsdag d. 23. februar, og 18 medlemmer var mødt frem for dels at høre om klubbens tilbageblik, men også om hvad der skal ske fremadrettet.

Endnu engang kunne klubbens formand Jørgen Østergaard berette om et meget højt aktivitetsniveau i det forgangne år.

Det høje niveau gjaldt både klubbens egne arrangementer, der talte hele fem O-løbsstævner: Nytårsløbet, Divisionsløb for klubberne i 1. division med 400 løbere, NJ-Natløb, NJ-Klubdag og Efterårsstafetten. Dertil de tre motionsløb: Beauté Pacifique Kvindeløb i Hadsund med hele 1.090 løbere, Mariagerløbet og Hadsundløbet. Også klubbens egne 14 træningsløb var vel besøgt med et gennemsnit på 31 løbere, og dermed blev det et forrygende aktivitetsår.

Klubbens omkring 100 O-løbere var også meget flittige, når det gjaldt deltagelse i åbne løb over det ganske land. Fx med stor deltagelse i både årets 3-dages Påskeløb, samt en weekend-afstikker til Sverige i september.

Klubbens terminsliste for det nye år tæller hele syv stævner og ser således ud: Den 6. jan. Nytårsløb, som jo allerede har været afholdt. Den 2. maj er der Beauté Pacifique Kvindeløb i Hadsund. Den 13. juni afholdes Mariagerløbet. Den 22. juni afholdes et nyt O-løbsstævne ”Midsommerstafetten”, som egentlig er en form for afløser af det traditionsrige ”Efterårsstafetten”. Den 5. sep. afholdes Hadsundløbet. Derefter afholdes to Nordjyske Natløb, henholdsvis d. 18. sep. og d. 2. okt. Dertil kommer 13 træningsløb fordelt med otte i foråret og fem i efteråret, fortæller Jens S. Christensen, ansvarlig for klubbens træningsløb.   

Rent sportsligt ligger klubben nu for første gang i klubbens historie i Nordkredsens 1. Division, der geografisk strækker sig helt fra Skagen i nord til Horsens i syd og ud til Vestjylland. Her bliver årets modstandere de tre store klubber: Silkeborg OK, Horsens OK og OK Pan fra Aarhus, så der venter klubbens løbere nogle drabelige dyster ved de tre divisionsstævner i 2024. Intentionerne her i det nye år er selvfølgelig at forsøge på at forblive i Nordkredsens 1. Division.

Jørn Blom, klubbens kortansvarlige kunne også berette om stor aktivitet blandt klubbens korttegnere, og han fremhævede især Orla Kastrups nytegning af Aars Skov, Helge Poulsens revidering af Uhrehøj/Myrhøj ved Farsø samt en udvidelse af Sødringholm skov. I alt har klubben adgang til 16 forskellige skove/terræner, hvilket er meget flot set ud fra klubbens størrelse.

Klubbens kasserer, Keld Østergaard var også tilfreds, selv om han måtte konstatere, at året desværre kom ud med et underskud, som dog primært skyldes den megen aktivitet af klubbens medlemmer.

På valg var formand Jørgen Østergaard og de tre bestyrelsesmedlemmer: Niels Jørgen Iversen, Erik Nielsen og Jens Chr. Dalgaard, og der var genvalg over hele linjen. Nyvalgt til bestyrelsen blev Lars Jensen, som dermed udfylder niende og sidste plads i bestyrelsen.

Udover disse fem tæller bestyrelsen: Kasserer Keld Østergaard og de tre bestyrelsesmedlemmer: Jørn Blom, Henrik Bach og Jens Christensen.  

Som afslutning på generalforsamlingen blev der traditionsvis serveret kaffe og lagkage i Mariagerhallens cafeteria.

LÆS OGSÅ: Mindreårig sigtet i blotterisag mod 11-årig pige

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler