Højt elsket af de lokale skolebørn: Den vrisne nisse fra Boldrup og cirkusklovnen fra Rold fylder rundt
Naturvejleder og formidler ved Nordjyske Museer, Gert Rubæk, fylder 60 år den 20. februar.
De lokale skolebørn kender Gert Rubæk som heksen eller den vrisne nisse fra Boldrup, som den glade mand fra Cirkusmuseet i Rold eller som koldkrigsformidler ved REGAN Vest.
Han er opvokset på landet i Vendsyssel og stort set al fritid blev brugt udenfor og ofte med en eller anden form for fiskeredskab i hånden. Det krævede da heller ikke de store overvejelser, da karrierevejen skulle vælges: Natur og formidling af denne skulle være et af de centrale omdrejningspunkter. I første omgang blev det til en læreruddannelse på Hjørring Seminarium – selvfølgelig med biologi som et af linjefagene.
Efter endt uddannelse fik både han og kæresten, nu kone, Gitte Rubæk, der også er lærer, arbejde i det Sydvestjyske. Da der så kom børn i familien – parret har to sønner – var der dog langt til bedsteforældre. Parret valgte derfor at flytte nordpå igen – tilbage til Nørager, hvor Gitte havde trådt sine barnesko, og hvor der ikke var så langt til bedsteforældrene i Haverslev. Her fik først Gert og senere også Gitte arbejde på Sortebakkeskolen.
Headhuntet til det lokale museum
Efter kort tid blev Gert Rubæk involveret i frivilligt arbejde på Boldrup Museum, der i dag er en del af Nordjyske Museer.
Det var den daværende formand for Boldrup Museumsforening, Hans F. Jensen, der shanghajede den unge, nye lærer til foreningsarbejdet. Hans Jensen var samtidig leder af skoletjenesten på Boldrup Museum, og efter et stykke tid blev Gert ansat som medhjælper i denne skoletjeneste med fire arbejdsdage på Sortebakkeskolen og én på museet.
I år 2000 valgte Hans Jensen at gå på efterløn, og Gert Rubæk søgte derfor jobbet som museets fastansatte formidler. Han fik jobbet og har været ansat lige siden. Et arbejde, han sætter umådelig stor pris på, og som er blevet meget mere end bare et arbejde.
Cirkusklovn og koldkrigsbunker
I stillingsbeskrivelsen til jobbet ved museet i Boldrup stod der også, at Gert skulle være en del af skoletjenesten på Cirkusmuseet i Rold. Da han udover at færdes i naturen også har en brændende interesse for at underholde med alverdens mærkelige påfund, var dette da også en kærkommen lejlighed til at udfolde disse lyster.
Da det så langt senere blev klart, at REGAN Vest-bunkeren skulle formidles af Nordjyske Museer, blev Gert Rubæk inddraget her, og de seneste år har han sammen med museets faginspektører været med til at udvikle læringscenteret ved Koldkrigsmuseet REGAN Vest.
Så fra at starte med en arbejdsuge der primært bestod af historisk værkstedsarbejde i den himmerlandske natur på det lille stråtækte Boldrup Museum i Simested ådal, byder arbejdet nu på ting så forskellige som nisse- og hekseture med børnehaveklasser, høstarbejde med 4. klasser, cirkusforestillinger med børn og forældre og atomkrigsspil med gymnasieelever.
Siger ja hver gang
Selvom alderen nu siger 60 år, er der mere travlt end nogensinde, og når der også skal være tid til børnebørnene – og en tur med fiskestangen en gang i mellem – så keder han sig ikke. For udover museumsarbejdet laver Gert Rubæk også en del frivilligt arbejde, primært bestyrelsesarbejde i blandt andet den lokale borgerforening i Nørager og i LAG Himmerland.
Skulle der så blive tid til det, findes tegnegrejet også frem, og han kan såmænd også hyres til at lave stand up til en fest. Som han selv siger: ”Havde jeg været en pige på 16 år, havde jeg for længst været med i De Unge Mødre, for jeg siger ja hver gang.”