Hver torsdag er Fars dag på biblioteket
Som noget helt nyt byder Hobro Bibliotek hver torsdag i juni velkommen til Fars Legestue.
Som et nyt tiltag kan fædre hver torsdag fra klokken 10-12 komme forbi Hobro Bibliotek, hvor de kan lege med deres barn/børn, møde andre fædre og tale med en sundhedsplejerske.
Tilbuddet er helt uforpligtende og åbent for alle fædre med børn i alderen 0-5 år. Man kan komme og gå, som det passer – og sover barnet, kan man komme forbi og få en kop kaffe sammen med de andre fædre. Der er plads til barnevogn på biblioteket.
Hobro Bibliotek sørger for, at der er kaffe på kanden og legetøj til børnene. Sundhedsplejen vil være med den første time, så man har mulighed for at stille sundhedsplejersken de spørgsmål, der kan være, når man er far til et lille barn.
Fars Legestue starter torsdag den 6. juni og vil derefter finde sted hver torsdag fra klokken 10 til 12 frem til og med den 27. juni. Det er gratis at deltage.