I Assens støtter foreningerne hinanden
Igen i år har Assens Borgerforening formået at give en økonomisk håndsrækning til en forening i byen. Sidste år kunne de glæde DDS Kongsdalspejderne i Assens med en forholdsvis stor check, og i år går dele af julefrokostens overskud altså igen til at fremme lokal udvikling, idet AIF Ungdom modtog en check på 8.550 kr.
”Det er vigtigt, at vi kan give noget tilbage til byen. Det indtænker vi altid, når vi laver vores arrangementer – vi hedder Borgerforeningen, fordi det handler om mennesker. Derfor donerer vi hvert år et beløb til en lokal sag, som kan skabe yderligere glæde for andre. Og så har vi været så heldige, at VL-rådgivning igen hjælper os med at øge det beløb, vi kan give videre, og det er vi meget taknemmelige for” siger Formand for Assens Borgerforening, Heidi Bitomsky.
Fremgang i medlemmer gør også en forskel
AIF Ungdom har vind i sejlene denne sæson og er på nu 80 medlemmer.
På billedet ses formand for AIF Ungdom, Morten Vejen, der glad viser alt det nye udstyr frem, som klubben har indkøbt for pengene. ”Det gør en stor forskel for en klub som vores, at vi får denne slags penge, som vi kan indkøbe nyt træningsudstyr for. Vi oplever stor medlemsfremgang denne sæson, og så er det bare skønt, at vi kan få opgraderet det hele til glæde for vores lokale børn og unge”.
Assens Borgerforening ved endnu ikke, hvem der skal have glæde af en donation næste gang, men en ting er helt sikkert: de støtter lokalt.