Ingelise tog springet med Grøn Rengøring – og det er gået over al forventning
Tilbage i marts 2022 skiftede Ingelise Overvad Rasmussen sit lønmodtagerjob ud med livet som selvstændig. Hun kan nu se tilbage på sine første år med Ingelises Grønne Rengøring, hvor hun udelukkende benytter Svanemærkede rengøringsmidler, med stor tilfredshed. Hun konstaterer, at der både var og stadig er et stort behov for hende og hendes forretning.
“Min kalender er helt fuld med dejlige kunder, der får hjælp til rengøringen i deres hjem. Mange af mine kunder er ældre og kan måske ikke selv klare rengøringen længere. Så kommer jeg og klarer opgaven med mine mange års erfaring som serviceassistent, godt humør og tager mig ofte også tid til en kop kaffe og en snak,” fortæller Ingelise Overvad Rasmussen til Mariagerfjordposten.dk og fortsætter:
“Jeg nyder, at det kun er mig selv, jeg arbejder for. Det har taget lidt tid at vænne sig til at være selvstændig, men jeg har på ingen måde fortrudt, at jeg startede virksomheden. Selvfølgelig var der flere ting i starten, jeg var usikker på, men så fik jeg hjælp og vejledning fra Mariagerfjord Erhverv, og det har været en stor støtte I dag er jeg bare glad for, at jeg turde tage springet, og faktisk har jeg nu venteliste af mennesker, der gerne vil have min hjælp. Men jeg kan ikke tage flere ind – det ville gå ud over arbejdet og tiden til at snakke og måske drikke en kop kaffe.”
I Mariager har Niels Mathiasen og hans nabo, Niels Thomsen, ifølge dem selv været så heldige, at Ingelise kommer til dem et par timer hver 14. dag.
“Ingelise er en knag til sit arbejde, og jeg er så heldig, at jeg ligger som ‘dagens sidste sted’, når hun kommer hver 14. dag. Så får vi altid en kop kaffe og en snak, når hun er færdig med opgaverne i lejligheden. Hun hjælper med gulvvask, badeværelse og køkken, så tørrer jeg selv støv af,” fortæller den 86-årige Niels Mathiasen og fortsætter: “Hvis hun synes, jeg ikke har gjort det godt nok, driller hun mig på sin sjove måde. Jeg er glad for, at det er den samme person, der kommer hver gang, og at det er Ingelise, gør mig bare endnu mere tilfreds.”
Naboen er også tilfreds.
“Jeg fik et gavekort til Ingelises Grønne Rengøring i julegave af mine børn, og det fungerede så godt, at Ingelise fortsat hjælper mig med rengøringen. Hun kommer altid med et smil, og det er en fornøjelse, når hun kommer forbi,” fortæller Niels Thomsen.
De to naboer har ikke kun rengøringshjælpen til fælles. Ofte tager de en køretur sammen – enten med et konkret formål eller bare ud i det blå. Ellers mødes de over kaffebordet og deler en kande kaffe eller en øl.
Ingelises Grønne Rengøring blev lanceret i 2022 som en virksomhed, der understøttede både miljøet og klimaet. Det gode klima er også vægtet på det personlige plan gennem god kontakt med kunderne – noget, de to gange Niels og en fuldt booket kalender tydeligt bekræfter.