“Jeg troede ikke, jeg kunne noget” – Jeannes nye liv begyndte på efterskolen
Jeanne Stubkjær Johannesen kæmpede med ordblindhed og lav selvtillid i folkeskolen, men et ophold på Hobro Ordblinde Efterskole gav hende både faglig selvsikkerhed og en klar vej til en erhvervsuddannelse.
Jeanne voksede op med ordblindhed og en følelse af at være udenfor. I folkeskolen blev hun overset i gruppearbejde, kæmpede fagligt og blev opgivende over for tanken om en fremtidig uddannelse. I dag er hun anlægsgartner og ansvarlig for sit eget område – og hun tilskriver sit vendepunkt Hobro Ordblinde Efterskole, hvor alle elever er ordblinde.
En svær tid i folkeskolen
I folkeskolen havde Jeanne svært ved både det faglige og det sociale. Hun brugte timer – nogle gange nætter – på at lave lektier og følte sig hele tiden bagud. Et skoleskift gjorde det ikke bedre.
“Der var ingen, der ville arbejde sammen med mig i grupper, fordi jeg var ordblind. Jeg kunne jo ikke læse eller skrive lige så godt som de andre, så det var svært at komme ind i fællesskabet,” fortæller Jeanne.
Da hun startede på Hobro Ordblinde Efterskole i 9. klasse, havde hun svært ved at tro på sig selv.
“Jeg havde fået at vide, at jeg ikke kunne få en uddannelse – og det troede jeg jo på. Jeg havde ikke rigtig tænkt over, hvad jeg ville i fremtiden, fordi det hele bare var så svært.”
Efterskole med fællesskab og faglig opblomstring
Hendes forældre besluttede, at Jeanne skulle have en ny start. På Hobro Ordblinde Efterskole mødte hun noget helt andet: et fællesskab, hvor alle havde lignende udfordringer, og en undervisning, der tog højde for hendes behov. Det blev et vendepunkt for Jeanne, som valgte at forlænge sit ophold med et ekstra år.
“Der var alle ordblinde, og vi brugte de samme hjælpemidler. Man følte sig ikke anderledes, men man var lidt som en familie. Fagligt rykkede jeg mig også generelt på alle fag – mine karakterer blev kun bedre,” siger Jeanne.
Hobro Ordblindeefterskole er en praktisk efterskole med syv linjefag, der peger på de erhvervsfaglige grunduddannelser. Jeanne valgte linjefaget “Landbrug og brolægger” – et valg, der senere førte hende til uddannelsen som anlægsgartner. I dag har hun ansvar for sit eget område og lærer nye kolleger op.
Et personligt løft – og en samfundsopgave
Jeannes historie er ikke enestående. Mange unge med ordblindhed mistrives i folkeskolen, og Trivselskommissionens rapport fra februar 2025 dokumenterer, at 12 procent af unge med funktionsnedsættelser oplever lav elevtrivsel – næsten dobbelt så mange som andre unge. Efterskoler fremhæves i samme rapport som et stærkt alternativ, hvor fællesskab, livsoplysning og alternative undervisningsformer skaber trivsel og udvikling.
“Vi arbejder med hele mennesket – ikke kun med det faglige,” fortæller Frederik Hougaard Jakobsen, konstitueret forstander på Hobro Ordblinde Efterskole. “Vi viser vores elever, at der findes en vej, hvor de både kan lykkes fagligt og socialt – og vi hjælper dem med at finde og tro på den vej.”
Jeannes historie rammer også lige ned i en aktuel samfundsudfordring: Alt for få unge vælger en erhvervsuddannelse efter grundskolen. Regeringens mål er, at 30 procent af en ungdomsårgang i 2025 vælger en erhvervsuddannelse – men indtil videre gør kun 20 procent det.
“Vores linjefag er direkte målrettet erhvervsuddannelser, og vi skaber tydelige koblinger mellem interesser, praktiske færdigheder og fremtidige jobmuligheder,” siger Frederik Hougaard Jakobsen. “Når elever som Jeanne går herfra med selvtillid og retning, så ved vi, at vi har gjort en forskel – for dem og for samfundet.”