EPX kan give ungdommen i yderområderne en reel mulighed
Af Jess V. Laursen, medlem af Regionsrådet i Nordjylland og bestyrelsen for Hf & VUC
Nordjylland Regeringens nye ungdomsuddannelse, EPX, rummer et stort potentiale. Ikke kun fordi den kombinerer teori og praksis på en måde, der kan gøre gymnasiet mere relevant for flere unge – men også fordi den kan være et afgørende redskab til at sikre bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark.
Nye beregninger fra Danske Regioner viser, at EPX især vil kunne styrke elevgrundlaget i områder som Sydfyn, Sønderjylland, Vestjylland og Vestsjælland – altså de egne, hvor ungdomsårgangene er på tilbagegang, og hvor mange gymnasier kæmper med at fastholde et bæredygtigt elevtal.
Hvis vi virkelig vil skabe et Danmark i balance, skal vi placere EPX dér, hvor den gør mest gavn – i yderområderne. Det handler ikke kun om adgang til uddannelse, men om at give unge reelle valgmuligheder, uanset hvor de bor.
Fra 2026 får regionerne ansvaret for at fordele kapaciteten på de gymnasiale uddannelser. Det giver os en enestående mulighed for at tænke i helheder og lokale behov. EPX skal ikke være en uddannelse, man “får lov” at tage – den skal være et attraktivt, aktivt valg for unge, der ønsker en mere praksisnær vej. Unge i Nordjylland og resten af landet fortjener lige muligheder. EPX kan blive et vigtigt skridt i den retning – hvis vi tør bruge den klogt.
Jess V. Laursen: EPX kan give ungdommen i yderområderne en reel mulighed
- Annonce -
- Annonce -