Kattekillinger i nød: Dyrenes Beskyttelse mangler plejefamilier til udsatte killinger
Udsigten til en sæson med tusindvis af efterladte og indleverede kattekillinger får Dyrenes Beskyttelse til at efterlyse plejefamilier, der kan være med til at sikre killingernes overlevelse.
Allerede i begyndelsen af marts kunne Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde meddele, at årets første flaskekilling var ankommet. En flaskekilling er en killing, der er så lille, at den har brug for konstant pleje for at overleve. Siden er flere killinger kommet til. Med en tidlig start er kattekilling-sæsonen således skudt i gang, og det vækker bekymring hos Dyrenes Beskyttelses internatleder, Karina Fisker.
“Når vi siden marts har fået indleveret meget små killinger, tyder alt på, at vi igen i år kan se frem til en sæson med mange efterladte killinger, der har brug for pleje 24 timer i døgnet”, fortæller hun.
Overlever ikke uden hjælp
Hvert år modtager Dyrenes Beskyttelse tusindvis af killinger, der enten bliver indleveret eller er blevet efterladt, for eksempel i naturen. Killingerne ankommer ofte til dyreinternaterne dehydrerede, underernærede og nedkølede, fordi de er blevet forladt uden deres mor og ude af stand til at klare sig selv. Ofte er killingerne kun få uger gamle, når de bliver efterladt, og i nogle tilfælde er de så små, at de stadig har deres navlestreng.
“De små killinger kan typisk stadig ikke spise selv og skal derfor have mad hver anden eller tredje time for at overleve. De har med andre ord alle odds imod sig”, forklarer Karina Fisker og fortsætter:
“Killinger er meget skrøbelige og har brug for konstant pleje for at klare sig. På internaterne har vi ikke bemanding til at kunne pleje de mange flaskekillinger hele døgnet, og derfor er de frivillige plejefamiliers indsats afgørende for de mange killingers overlevelse”.
Karina Fisker opfordrer alle, der har tid og mulighed for det, til at blive plejefamilie for et kuld flaskekillinger.
Gør en forskel for de mindste
Flaskekillingesæsonen løber typisk fra omkring maj til oktober, hvor juni til september er de travleste måneder. Hvis man i løbet af denne periode har ressourcerne og modet til at blive plejefamilie, er dyreinternaterne allerede klar til at modtage din ansøgning. Du kan kontakte dyreinternaterne via e-mail, hvorefter de vil tilbyde dig at deltage i en introduktionsaften for plejefamilier til flaskekillinger. Kontaktinformation på alle Dyrenes Beskyttelses internater findes her.
Det er en stor forpligtelse at være plejefamilie, da det både kræver tid og overskud, og derfor mangler dyreinternaterne hvert år plejefamilier, der kan stille sig til rådighed i killingesæsonen.
For at kunne blive plejefamilie for flaskekillinger er det nødvendigt at have en bil til rådighed og bo tæt på et af de dyreinternater (cirka 30-40 minutters kørsel), der har flaskekillinger. Derfor er det en god idé at undersøge på forhånd, hvor det nærmeste dyreinternat ligger. Bor man ikke i nærheden af et dyreinternat med flaskekillinger, kan man alternativt blive plejefamilie for killinger, der kan spise selv, eller for en mor med killinger.
Det er bestialsk, bare at efterlade/dumpe forsvarsløse killinger i naturen, på en parkeringsplads eller andre steder, hvor ansvarsløse folk efterlader dem. Bliver de ikke fundet inden for kort tid, overlever de ganske enkelt ikke. De har ikke bedt om at blive født og har ret og krav på livet. De mennesker, der kan efterlade de små hjælpeløse væsener, må ganske enkelt være kolde, kyniske og hårdhjertet. De burde forbydes ved lov at have med dyr at gøre. Jeg har selv for år tilbage være plejefamilie for små killinger. Selvom det er et hårdt job er der ikke noget mere livsbekræftende, end at opleve, at de små væsener blive sunde og stærke og dermed overlever.Tænk dig nu godt om inden du vælger at efterlade hjælpeløse killinger og andre dyr til deres egen skæbne. Du ville formentlig ikke gøre det samme med dit barn, hvis du havde et. Dyrenes røgt viser menneskenes kløgt.