KLUMME: Den sidste spiller fra Hobro IK 1.0 takker af
Af Lars Justesen Teknisk Chef Hobro IK
Op til dagens hjemmekamp på DS Arena, der er den sidste i 2024, er Jesper Bøges karrierestop blevet meldt ud. En beslutning som Jesper Bøge selv tog, da dette var det rigtige tidspunkt for ham at lægge støvlerne på hylden.
For et par uger siden bankede Jesper Bøge på døren indtil trænerkontoret og meddelte cheftræner Martin Thomsen og teknisk chef Lars Justesen at tiden var inde til at lægge støvlerne på hylden. Med over 300 kampe for Hobro IK på CV’et har Jesper Bøge været en stor del af klubben siden sin ankomst i vinteren 2013.
Siden Jesper Bøge kom til Hobro IK i 2013, er der sket ufatteligt meget og de seneste 11 år har budt på mange, både opture og nedture. I Jesper Bøges første halvsæson i klubben, sæson 2012/2013, reddede holdet sig fri af nedrykning til 2. Division i andensidste runde med et uafgjort resultat på udebane mod FC Vestsjælland. Der var ingen på dette tidspunkt, der havde forudset hvor magisk sæson 2013/2014 skulle vise sig at blive. Som I nok husker, var det et hold bestående af deltidsproffer og amatører, der for 10 år siden sikrede den historiske oprykning til Superligaen. Først godt to år senere blev de sene aftentræninger lavet om til formiddagstræning og i foråret 2016 overgik klubben til et A/S og fuldtidsprofessionelle standarder blev indført. I perioden efter begyndte de første af Hobro IK 1.0 af takke af. Her kan nævnes spillere som vores tidligere anfører Rasmus Ingemann, Anders Egholm, Rasmus Lynge og Dennis Høegh.
På trods af at sæsonen 2015/2016 endte med nedrykning til. 1. Division var det måske på dette tidspunkt, at Hobro IK som klub var gearet til at spille i landets bedste fodboldrække. Derfor var ambitionen også at komme tilbage i Superligaen året efter. Oprykningen blev en realitet i 2017, da Pål Kirkevold bragede bolden i netmaskerne på DS Arena og vi tog sejren over Vendsyssel FF. På holdet og i truppen var adskillige spillere fra Hobro IK 1.0, der altså skulle prøve at rykke op i Superligaen to gange.
Herefter fulgte tre å i Superligaen, hvor flere spillere fra Hobro IK 1.0 i løbet af disse år takkede af. For bare at nævne et par stykker kunne Mads Justesen, Martin Mikkelsen og Jesper Rask nævnes. Det blev dog også til gensyn med spillere fra Hobro IK 1.0, da Mads Hvilsom op til 2019/2020 sæsonen igen trak den gule trøje over hovedet. Dette var et godt bevis på at Hobro IK er en klub, der kommer til at betyde noget og et sted, hvor man føler sig hjemme.
I de seneste år blev det tiden for Jonas Brix-Damborg, Mads Hvilsom og Jacob Tjørnelund til at stoppe fodboldkarrieren og dermed var Jesper Bøge sidste mand fra Hobro IK 1.0.
Alting har en ende og det har Hobro IK 1.0 også, da Jesper Bøge nu, som sidste spiller fra den første oprykning lægger støvlerne på hylden. Det er ikke et farvel til Hobro IK 1.0, da holdet, trænerne og den sportslige ledelse fra dengang alle har lært os, at intet er umuligt og at vi i Hobro IK kan nå rigtigt langt med det stærke sammenhold, der er i klubben samt med et fælles ønske og ambition om at opnå nye mål sammen.
LÆS OGSÅ: Weekenden bød på to fund af håndgranater – en i brors dødsbo og en med split i
Der er dog stadig islæt i klubben fra Hobro IK 1.0, hvor tidligere spillere og stabsmedlemmer stadig er at finde i klubben. På denne måde føres værdierne og DNA’en fra første oprykning videre i klubben. Her kan nævnes cheftræner Martin Thomsen og direktør Mads Justesen. Også målmandstræner Martin S. Jensen og teknisk chef Lars Justesen var en del af holdet, der rykkede op i 2014.
Udover de førnævnte er der også andre i den nuværende trup, der var en del af Hobro IK 1.0, men dette som fan. Frederik Dietz, Marius Jacobsen, Zander Hyltoft og Mikkel M.P. sad alle på lægterne og bakkede deres idoler op igennem oprykningssæsonen.
Den ovenstående fortælling er et godt bevis på den stærke tilknytning vi har til lokalområdet og Hobro samt det stærke sammenhold, der hersker i og omkring Hobro IK.
Rigtig god kamp!
LÆS OGSÅ: Ved nytårsskiftet stopper Jesper Bøge i Hobro IK efter godt 12 års tro tjeneste