𝘈𝘧 𝘓𝘢𝘳𝘴 𝘑𝘶𝘴𝘵𝘦𝘴𝘦𝘯 – 𝘛𝘦𝘬𝘯𝘪𝘴𝘬𝘤𝘩𝘦𝘧 𝘏𝘰𝘣𝘳𝘰 𝘐𝘒
Forud for seneste opgør på DS Arena, nævnte jeg i optakten, at vores årlige Mountainbike-event blev afholdt. Et event, der blev afviklet inden kampen mod Fremad Amager, der samlede ind til Foreningen Hobro IK af 1913 samt til Julemærkehjemmet i Hobro. Her blev der samlet hele 530.000 kr. ind til det gode formål og udviklingen af ungdoms- og talentafdelingen. De 16 cykelryttere, der cyklede penge ind, var blandt andet fra Lillegården El, OK Sdr. Onsild, DS Stålprofil, Eurowind Energy, Floor Ejendomme og Karl Jensen A/S. Hertil stillede Hobro IK med flere cykler.
Der skal lyde en stor tak til alle cyklister samt deres sponsorer.
Til dagens opgør har vi besøg af Vejle Boldklub, der pt. indtager Nordicbet Ligaens førsteplads. Det er ikke mere end tre kampe siden, at vi sidst spillede mod Vejle, i en kamp vi tabte 2-0 på en svær udebane.
Siden denne kamp er det blevet til en sejr over Fremad Amager samt et uafgjort resultat på en svær udebane i SønderjyskE. Sejren over Fremad Amager kom her på DS Arena efter en rigtig flot første halvleg, hvor Muamer Brajanac, vores topscorer, bragede os foran efter en fornem assist af Frederik Dietz.
Herefter tog vi til Haderslev og spillede mod SønderjyskE. Her sikrede vi et point efter igen at have spillet en rigtig flot første halvleg, hvor vi kunne have bragt os foran ved Muamer Brajanac. Anden halvleg blev mere på SønderjyskE’s præmisser, men her steppede holdet op og leverede en rigtig holdpræstation, der var medvirkende til det uafgjorte resultat.
Disse flotte resultater skal vi følge op på i dagens opgør mod Vejle B. Rigtig god kamp.
Det er kampstart fredag den 14. oktober kl. 18.30 på DS Arena.