Af Lars Justesen Tekniks chef Hobro IK
Så er det igen tid til fodbold på DS Arena, når vi i dag, tager imod Vendsyssel FF. Vi har tyvstartet forårssæsonen med den udskudte kamp fra efteråret mod Hillerød. Denne blev spillet i sidste weekend, hvor det blev til et 2-2 resultat. Et point vi helt sikkert kan bruge, men en kamp, hvor vi er ærgerlige over, at vi ikke fik alle tre point med fra.
Der er forud for Hillerød-kampen gået et langt stykke tid uden gældende kampe. Dog er det blevet til en række testkampe i denne ekstra lange vinterperiode grundet VM-slutrunden. Vinteren er blevet brugt på at optimere spillertruppen. Både på de taktiske, fysiske og psykologiske parametre, men også på selve truppen.
Der er blevet sagt farvel til forsvarsspilleren Daniel Jakobsen, der stoppede ved kontraktudløb. Der er også sagt farvel til lejesvenden fra FC Midtjylland, Victor Bak, der vender retur til heden, for at deltage i FC Midtjyllands opstart. Desværre kommer vi heller ikke til at se Mads Hvilsom løbe ind over kridtstregerne til DS Arena, da den farlige angriber er blevet nødsaget til at stoppe karrieren grundet skaden i hans knæ. ’Hvilo’ nåede at spille 119 kampe for Hobro IK med 41 mål til følge og har været stærkt medvirkende til den store succes klubben oplevede i forbindelse med oprykningen til Superligaen. At ’Hvilo’ har måtte stoppe karrieren et stort tab for holdet og for klubben
Der er derfor også kommet nye ansigter i truppen, eller rettere sagt, et nyt velkendt ansigt. Mathias Haarup er nemlig hjemvendt til Hobro IK for resten af denne sæson og vi glæder os til at se ham på DS Arena igen. Udover Mathias Haarup har vi også budt velkommen til Ronnie Schwartz, der kommer til fra dagens modstander. Ronnie kommer med en kæmpe portion rutine, der kommer til at gavne vores relativt unge trup.
Dagens opgør bliver det første her på DS Arena i foråret og vi har glædet os til, at vi igen er samlet her i Østerskoven. Rigtig god kamp.
LÆS OGSÅ: Bynavne fra Himmerland pryder trøjerne til Hobro IKs hjemmekamp på søndag