Tre kampe, tre sejre, to clean sheets og et målgennemsnit på to mål pr. kamp
Hobro IK spiller søndag den 13. august kl. 15.00 hjemme på DS Arena mod Vendsyssel.
Af Tekniskchef Lars Justesen Hobro IK
Velkommen til alle fremmødte til dagens nordjyske opgør mod Vendsyssel FF her på DS Arena. Det er fjerde kamp i denne NordicBet Liga sæson og vi havde ikke turde drømme om en bedre start. Tre kampe, tre sejre, to clean sheets og et målgennemsnit på to mål pr. kamp. Alt dette med den yngste kamptrup i de første kampe af sæsonen på tværs af de to bedste fodboldrækker i Danmark, altså i 3F Superligaen og NordicBet Ligaen.
Den første sejr var en overbevisende en af slagsen, da vi på udebane slog FC Fredericia med 0-2. Den anden sejr var en fortjent en af slagsen, da vi her på DS Arena leverede et vanvittigt comeback. Efter at have været bagud med 0-2 blev det til en 3-2 sejr, da Laurs Skjellerup på flotteste vis stak afsted fra Næstved-forsvaret, dybt inde i overtiden og sparkede sejrsmålet i kassen. Den tredje sejr var en hårdt kæmpet sejr på udebane mod Hillerød. En kamp, hvor spillet måske ikke altid fungerede, men hvor kollektivet og det hårde arbejde sejrede. En fantastisk stime, som vi skal arbejde benhårdt på at udvide i dagens kamp mod Vendsyssel FF.
I sæsonens første tre kampe er det også blevet til debut til en række spillere. Mathias Kristensen, som vi hentede i FC Fredericia, fik sin debut på sin gamle hjemmebane i første runde i Fredericia. I hjemmekampe mod Næstved BK fik Sebastian Beraque Rasmussen sin debut, da han sent i kampen kom ind og gjorde en fin figur. Sebastian Beraque Rasmussen er for nyligt rykket op i førsteholdstruppen efter at have gjort det godt på U23-holdet. Den tredje debutant er Marius Jacobsen, der er en af vores egne talenter. Marius Jacobsen startede sin karriere i Hobro og skiftede videre til AaB som U13-spiller. Nu er han tilbage i Hobro og har fået sin seniordebut for sin barndomsklub. Stort tillykke til alle tre.
I ugens løb blev runde 1 af Oddset Pokalen spillet, hvor vi mødte Aarhus 1900. I skrivende stund er kampen end ikke spillet og en opdatering på denne er derfor ikke mulig.
Nu til dagens opgør, hvor vi skal forsøge at udbygge den flotte stime, som vi har begyndt sæsonen med. En stime, der er grundlagt med en masse hårdt arbejde, fokus på relationerne på holdet samt det at være et mere spillende fodboldhold. Noget, der er blevet arbejdet på hen over sommeren og som vi allerede nu høster de første frugter af. Vi håber, at vi kan holde dampen oppe og fortsætte stimen, så vi igen kan få en fest her på DS Arena.
Rigtig god kamp.
LÆS OGSÅ: Sdr. Ringvej spærret indtil jul