ForsideHobroKLUMME: Vi har truppen klar til endnu en spændende sæson i NordicBet...

KLUMME: Vi har truppen klar til endnu en spændende sæson i NordicBet Ligaen

- Annonce -

KLUMME: Vi har truppen klar til endnu en spændende sæson i NordicBet Ligaen

I aften kl. 19.00 går det løs på DS Arena til sæsonens første hjemmekamp. Hobro IK tager i mod Næstved, solen skinner og der er stadigvæk ledige billetter. Lars Justesen fortæller i sæsonens første klumme på Mariagerfjordposten.dk om truppen.

Af Teknisk Chef Lars Justesen Hobro IK

Velkommen på DS Arena til sæsonens første hjemmekamp. Dagens modstander er Næstved IF. Sidste søndag fik vi skudt sæsonen i gang på udebane, da vi besøgte FC Fredericia. Efter en vanvittig flot præstation sikrede vi os alle tre point. Sejren kom i hus på mål af Muamer Brajanac og tilbagevendte Oliver Klitten. 

Transfervinduet er i gang og truppen er blevet justeret til i forhold til den netop overståede sæson og som det ser ud i skrivende stund er vi 24 spillere i truppen.

De nyeste tilføjelser til truppen er Rasmus Johansen (Forsvarsspiller) og Sebastian Beraque (Angriber), der begge er rykket op i truppen fra vores U23-hold. I ugens løb har vi samtidig skrevet kontrakt med vores ungdomsspiller Mikkel Boye, der gør sig som angriber. Mikkel Boye er blot 17 år, men fik allerede sin debut her på DS Arena i foråret. 

I løbet af transfervinduet har vi styrket forsvaret med Marius Jacobsen, som vi har hentet hjem til Hobro IK fra Lyngby BK. Marius er startet flot og vi forventer os meget af ham i fremtiden. Til forsvaret har vi også hentet Max Nielsen, der er hentet ind fra Vejle B. Max er en lynhurtig wingback, som også har vist sig flot frem i opstarten. Begge spillere er 19 år.

Til vores centrale midtbane har vi hentet to nye spillere i form af Christian Hørby og Mathias Kristensen. Hørby er tilbage i Hobro efter 2 år i Thisted. Han er en midtbanespiller med masser af power, der har en stor løbekapacitet samt er god til at komme i feltet. Han er modnet meget efter de to år i Thisted, så Hørby bliver spændende at følge i denne sæson. Mathias Kristensen er hentet i FC Fredericia, og har tidligere spillet over 100 3F Superliga kampe for Esbjerg. Han huserer på den offensive del af midtbanen og har et rigtig godt blik for sine medspiller samt et godt spark, hvilket gør ham til en spiller, der normalt ligger højt på assist og mål. Vi ser frem til at se dem begge i aktion for Hobro IK i denne sæson.

Til den offensive del af banen har vi hentet Oliver Klitten tilbage og han har allerede leveret et stærk indtryk fra hans position på den højre wingback, hvor han i første kamp kvitterede med et mål. Vi er rigtig glade for at Oliver er tilbage i den gule trøje. 

Sidst men ikke mindst har vi hentet Compaoré Moubarack i norske Sarpsborg, som er udset som en afløser for Deedson. Moubarack er lynhurtig og har rigtig gode driblefærdigheder og har ligeledes imponeret i opstarten.

Derudover har vi solgt Adrian Kappenberger til Hvidovre IF. Det er enormt vemodigt at sige farvel til Adrian, der har været en sikker sidste skanse, men vi følte at timingen var rigtig for alle parter. Samtidig har vi en rigtig dygtig målmand i Jonathan Fischer til at overtage buret fra Adrian. Til målmandsteamet har vi tilføjet William Tønning som ny reserve målmand.

Trænerteamet til den kommende sæson i NordicBet Ligaen er ligeledes kommet på plads hen over sommeren.

Trænerteamet har fået selskab af Jakob Hjorth, der til den kommende sæson vil indgå i trænerteamet.

Jakob Hjorth, der som cheftræner for U23-holdet netop har ført Hobro IKs anden bedste hold til oprykning, så holdet i den kommende sæson skal spille i Danmarksserien. Jakob Hjorth vil fortsat bestride trænerjobbet for U23-holdet, men vil samtidig være omkring Hobro IKs Nordicbet Liga-mandskab som assistenttræner for Martin Thomsen.

Samtidig er det vigtigt fortsat at sikre en sikker og tryg transition fra ungdoms- og talentafdelingen og op til førsteholdet. Her vil Emil Antonsen overtage opgaverne fra Okan Atas i samråd med Jakob Hjorth.

På analytikerdelen vil Mads Kjær, der til dagligt er head of coaching i Hobro IK, supplere trænerteamet til kampe samt til de kampforberedende træningspas.

Vi mener vi har truppen klar til endnu en spændende sæson i NordicBet Ligaen. Trænerteamet har arbejdet intenst i opstarten på at få de nye spillere integreret og på at få spillestilen til at sidde endnu mere i skabet. Nu skal vi have sammensat et godt efterår således, at vi sammen kan opnå endnu bedre resultater i denne sæson.    

Rigtig god kamp. 

LÆS OGSÅ: Hobro IK’s nye hjemmebanetrøje er klar – skal du ha’ en?

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER

Det nye menighedsråd i Hobro Sogn

- Annonce -

Seneste artikler