KLUMME: Vi vil udfordre OB og tage sejren
Hobro IK spiller i dag kl. 18.00 tredje runde i Oddset Pokalen på DS Arena mod OB.
Af Tekniskchef Lars Justesen Hobro IK
Tredje runde af Oddset Pokalen skal spilles, hvor vi i dag møder 3F Superligamandskabet OB.
Pokalkampe har det med at få sit eget liv. Noget som vi selv oplevede i seneste sæson, hvor vi bød FC København op til dans, da vi hjemme på DS Arena tvang kampen ud i afgørelse på straffespark mod det hold, der senere gik hen og vandt Pokalturneringen.
En kamp, hvor Mads Freundlich bragede os foran på et flot langskudsdrøn, til stor jubel for de mange fremmødte fans. Senere i kampen udlignede FC København ved Davit Khocholava og kampen gik dernæst i forlænget spilletid og til sidst i straffesparkskonkurrence.
De danske mestre scorede på alle deres fem forsøg, hvor målscorerne var Viktor Claesson, Mohamed Daramy, (Nuværende klub Stade Reims), Victor Kristiansen (Nuværende klub Bologna), Christian Sørensen og til sidst Kevin Diks. Målscorerne for Hobro IK var Emil Søgaard, Frederik Elkær og Laurs Skjellerup. På fjerde spark brændte Don Deedson Louicius desværre og FC København afgjorde det herefter.
Spiller for spiller burde det ikke være muligt at tvinge et hold som FC København ud i straffesparkskonkurrence, men med det sammenhold, talent og hårde arbejde, der kendetegner Hobro IK, kan vi bide skeer med de fleste hold, hvilket vi også skal vise i dag, når et andet 3F Superliga-mandskab kommer på besøg.
Her er der en gammel kending at finde, da Don Deedson Louicius nu tørner ud for OB og der bliver dermed gensyn med ham. Vi kommer til at rotere en smule, så vi kan holde alle spillere i gang, men går altid efter at vinde og sikre avancement i Oddset Pokalen. Samtidig har vi en god pause indtil det igen går løs i NordicBet Ligaen, når vi på søndag møder Kolding IF. En kamp, der også bliver spillet på DS Arena. Så der er rig mulighed for, at alle spillere kan blive involveret.
Tidligere i dette års Oddset Pokalen-turnering har vi mødt Aarhus 1900, hvor nytilkomne Moubarack Compaoré scorede sit første mål. Muamer Brajanac stod for de to andre mål i denne kamp. I anden runde mødte vi Kolding B, hvor Mikkel Boye scorede sit første seniormål for klubben og blev den yngste målscorer i klubbens historie. Den anden scoring stod Oliver Overgaard for, da han også scorede sit første mål for Hobro IK.
I Oddset Pokalen har flere af vores unge talenter fået debut, hvor blandt andre Lukas Sneftrup, Rasmus Johansen, Laurits Nørby, Adis Hadzimujic og Alexander Nathan alle er kommet ind og fået spilletid og vist sig godt frem.
Vi går efter at komme videre i Oddset Pokalen og med jeres hjælp, skal vi udfordre OB og tage sejren.
Rigtig god kamp.
LÆS OGSÅ: Kvinde lokkede 90-årig med småkager – pas på hvem du lukker ind