Kom med på besøg hos en af områdets stærke virksomheder
Mariagerfjord Erhverv inviterer til en inspirerende virksomhedssafari hos Rala Tech og Rala Stål, der har hjemme i Hadsund. Arrangementet finder sted torsdag den 24. april.
På denne informative og spændende rundtur vil virksomhedens to ejere Jesper Simonsen og Steen Langberg fortælle om virksomhedens produkter, løsninger, produktion og foreløbige vækstrejse.
Jesper vil fortælle om Tech-afdelingen, mens Steen vil fortælle om stål-afdelingen.
Man vil kunne opleve hvordan virksomheden skaber banebrydende løsninger, blandt andet gennem et tæt samarbejde med kunderne, hvor rådgivning og dialog er i fokus.
Rala Tech producerer og udvikler produkter indenfor højtryksrensning, isolering og rengøring til flere forskellige erhvervsformål. Derudover tilbyder de en landsdækkende service i samarbejde med Nilfisk Serviceløsninger, hvor de hurtigt kan være ude ved maskinerne. Hertil kommer udvikling af egne kemiprodukter.
Rala Stål er totalleverandør inden for metalbearbejdning. Virksomhedens maskinprogram strækker sig bl.a. over laserskærer, vandskærer, kantbukning, pladevalsning, svejsning og teknisk rådgivning.
Rala Tech og Rala Stål har hjemme i topmoderne lokaler på Norgesvej 1 i Hadsund, og beskæftiger samlet 40 medarbejdere.
På dagen vil deltagerne blive opdelt i to grupper, der på skift får en rundtur i de to afdelinger.
Arrangementet afsluttes med en fælles spørgerunde og netværk med de øvrige deltagere. Hertil serveres sandwich.
Tilmelding til virksomhedssafarien kan ske via: www.mfer.dk