Kommer der endnu et nyt boligområde på Ølsvej?
Forslag til Lokalplan 204/2025 – Boligområde på Ølsvej i Hobro er på dagsordenen når Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune holder møde den 10. juni 2025.
Forslag til lokalplan 204/2025 er udarbejdet på baggrund af et ønske fra grundejer om at opføre boliger på Ølsvej i Hobro i forlængelse af det eksisterende boligområde.
Udvalget for Teknik og Miljø skal tage stilling til, om forslag til lokalplan 204/2025 skal sendes i offentlig høring.
Indstilling: Direktøren for Teknik, Kultur og Klima indstiller til Udvalget for Teknik og Miljø:
- At forslag til lokalplan 204/2025 – Boligområde på Ølsvej i Hobro – sendes i offentlig høring i fire uger.
- At fagenheden for Teknik og Miljø bemyndiges til at vedtage lokalplanen endeligt efter de godkendte retningslinjer, hvis der ikke kommer indsigelser i høringsperioden.
Sagsfremstilling
Forslag til lokalplan 204/2025 – Boligområde på Ølsvej i Hobro er udarbejdet på baggrund af et ønske fra grundejer om at opføre boliger i området. Lokalplanens formål er derfor at muliggøre opførelse af boliger, der står i sammenhæng til det eksisterende nordlige boligområde og indpasser sig naturligt med respekt for omgivelserne i området.
For at muliggøre denne udvikling har fagenheden for Teknik og Miljø udarbejdet forslag til lokalplan 204/2025. I lokalplanen overføres området til byzone og den fremtidige anvendelse bliver til boligformål i form af åben-lav boligbebyggelse.
Lokalplanområdet er i dag tæt bevokset med buske og træer, hvoraf en del af denne beplantning udpeges som bevaringsværdig. Den bevaringsværdige beplantning udformer sig som et bælte langs den vestlige afgrænsning af området og omkranser lokalplanens ene delområde. Beplantningsbæltet fungerer som en afskærmning mod Ølsvej og bidrager til et visuelt grønt udtryk.
Økonomi
Ingen økonomisk betydning for Mariagerfjord Kommune.
Bilag
Forslag til Lokalplan 204/2025 – Boliger på Ølsvej
Oversigtskort