Koncertforedrag med Øyvind Lyngseth: At være nær ved tingene og ved livet
Tirsdag den 11. november 2025 kl. 19.00–21.00 inviteres der til et særligt koncertforedrag i Løvesalen, Østergade 14B, 9550 Mariager, med titlen “At være nær ved tingene og ved livet” – en musikalsk og livsfilosofisk fortælling om længsel og mening, fremført af filosof og bratschist Øyvind Lyngseth.
I koncertforedraget udfolder Øyvind Lyngseth, hvordan musik kan åbne for refleksioner over menneskets grundlæggende længsel efter at høre til – i verden, på jorden og blandt de ting, vi omgiver os med. Med sin dobbelte forankring i både filosofi og musik fører han publikum gennem tanker og toner, der tilsammen belyser, hvordan kunst og liv hænger tæt sammen.
Aftenen byder ikke kun på ord, men også på levende musik, som væves ind i fortællingen og skaber rum for fordybelse, eftertanke og samtale.
Entréen er 25 kroner og betales ved indgangen.
Øyvind Lyngseth er bratschist og Ph.d. i filosofi. Han har spillet i flere skandinaviske symfoniorkestre og har i en årrække samarbejdet med den tjekkiske Kubelik Trio fra Prag. Derudover har han undervist i bratsch, violin og kammermusik, og i dag er han tilknyttet både Aarhus Universitet, Det Jyske Musikkonservatorium og Mariagerfjord Kulturskole.




