Lions Hobro i gavehumør
I forbindelse med generalforsamlingen i Lions Hobro blev en række områder betænkt med et pengebeløb.
En ung mand fra Hobro, der er under uddannelse til læge, ønskede et studieophold i USA for at få inspiration fra strukturen i akutmodtagelsen. Han fik en donation på 5000 kr.
Til Lions Pris blev der ligeledes doneret 5000 kr. Pengene går til et projekt, der udvikler undervisningsmateriale til brug i den forebyggende indsats mod misbrug af rusmidler blandt unge på gymnasie- og erhvervsskoler.
Børnehjemmet QRPIGAQ i Kangerlussuaq i Grønland, der arbejder med nogle af de mest belastede unge mennesker, ønskede midler til udvikling af udendørs aktivitetsmuligheder, samt midler til at etablere en bo-træningsenhed i Kangerlussuaq og en udslusningsenhed i Sisimiut. De blev betænkt med 10.000 kr.
-Når katastrofen indtræder, er Lions blandt de første til at tilbyde hjælp. Takket være vores internationale katastrofefond kan vi gøre noget for at hjælpe samfund, der bliver ramt af ødelæggelser f.eks. orkaner, oversvømmelser, brande og jordskælv. I Lions Hobro synes vi, der er mange katastrofer rundt omkring i verden, så vi fandt 15.000 kr. til dette formål, fortæller præsident for Lions Hobro Knud Trier og fortsætter:
-Donationer kan bestå af andet end penge. Sidste år var Lions Hobro meget involveret i at få evakueret ukrainske flygtninge og få dem installeret på vandrehjemmet i Hobro. Efterfølgende blev de flyttet til Rostrup skole og i den forbindelse, blev der indkøbt diverse inventar, senge, hårde hvidevarer og andet. Nu har ukrainerne forladt Rostrup skole, og den skulle ryddes for det indkøbte inventar. Mariagerfjord kommune forærede det til Lions Hobro, som staks sendte det videre til Ukraine. En donation i størrelsesordenen 100.000 kr. til Ukraine.
På generalforsamlingen kunne præsident Knud Trier i øvrigt glæde sig over en velfungerende klub med godt gang i aktiviteterne.
Der var genvalg af såvel Knud Trier som præsident, Lars Danmark som vicepræsident og Kjeld Kristensen som kasserer.
LÆS OGSÅ: Vidner til færdselsuheld i Hobro efterlyses stadig