Mægtig jernalderslægt genopstår i Nordjyske Museers containerudstilling
Nordjyske Museer er på turné i det nordjyske med udstillingscontaineren Den Korte Historie. Et koncept, der bringer den lokale historie ud til stedet, hvor den fandt sted. Frem til 19. oktober kan den ses i Vaarst i det østlige Himmerland. Her fortæller den om stedets magtfulde jernalderslægt, som blev gravlagt her for mere end 1.500 år siden.
Arkæologer fra Nordjyske Museer har gennem flere år undersøgt en af landets rigeste jernaldergravpladser. Den kan dateres til 200-550 e.Kr. og er lokaliseret på en mark nord for den nuværende landsby Vaarst, sydøst for Aalborg.
Mere end 100 grave er udgravet, og tilstedeværelsen af guldsmykker, romersk importere genstande og andre luksusvarer i gravene mere end antyder, at der er tale om en gravplads for en ekstraordinær rig og magtfuld fyrsteslægt.
Historien om fyrsteslægten kan nu opleves i Nordjyske Museers udstillingscontainer Den Korte Historie, som er placeret Vaarst-Fjellerad Boldklub, Vaarstvej 173, 9260 Gistrup.
Et af flere vigtige lokale magtcentre
Udover de mange grave har arkæologerne også udgravet dele af den nærliggende boplads, og det har givet et unik indblik i, hvordan de gravlagte har levet. Udstillingscontaineren fortæller derfor også om, hvordan de gravlagte boede, hvad de levede af, og hvad der muliggjorde slægtens store rigdom.
Fundene fra bopladsen rummer romerske mønter, dragtnåle og smykker i guld, sølv og bronze. Fund, der overgår, hvad der er fundet ved andre samtidige bopladser. Arkæologerne fandt desuden velbevarede huse med rester af ildsteder, gulve og brolagte stier. Affaldslagene rummer også spændende ting – blandt andet store mængder af dyreknogler, der afslører, hvad landsbyens beboere levede af.
Ikke langt fra både grav- og boplads ligger byen Gudum. Et navn, der hentyder til gudernes hjem. Landsbynavnet har nære paralleller til Gudme på Fyn, hvor der også er undersøgt en rig bo- og gravplads fra samme periode. I begge tilfælde er der sandsynligvis tale om et helligt område, hvor fyrsterne gennem nogle århundreder kunne fastholde deres magt.
I midten af 500-tallet mistede Vaarst sin centrale betydning, og både gravplads og landsby ophørte. Hvorfor ved vi ikke.
Containerudstillingen Den Korte Historie om fyrsteslægten fra Vaarst kan opleves frem til og med 19. oktober 2025. Den er åben hver dag i tidsrummet 8.00-21.00, og der er gratis adgang.
Historie på farten
Historien om denne magtfulde fyrsteslægt er som nævnt en del af Nordjyske Museers koncept Den Korte Historie.
I løbet af 2025 kommer det rundt i forskellige afkroge af Nordjylland med forskellige lokale historier. Containeren har allerede besøgt Fårup Sommerland, Mariager og Havnø Mølle med gode historier derfra, og efter opholdet ved Vaarst-Fjellerad Boldklub skal den videre til et nyt sted med en ny historie.
Udover fysisk at flytte den lokale historie fra støvede museumsbygninger langt væk og tættere på borgerne, så bliver historien formidlet på en lettilgængelig måde med korte tekster og udvalgte genstande.
Udstillingerne er kortfattede, og de kan opleves på ganske kort tid – deraf navnet Den Korte Historie.
Formålet er at nå dem, som normalt ikke går på museum, men som i stedet bare gerne vil have lidt historie med på farten.
Projektet har modtaget støtte fra KulturKANten – Nordjyske Fortællinger, Den store kulturpulje Region Nordjylland, Sparekassen Nordjyllands Fond Af 29. marts 1976, Spar Nord Fonden, Sparekassen Danmark, Nordea-fonden og Nordland Automatic.


