Mariager Boghandel: Butikken der har alt
I 16 år har Elly Ranch været indehaver af Mariager Boghandel. Hun startede som almindelig ansat i butikkens postafdeling, der dengang var stor med girokort-betalinger og brevforsendelser. Efter blot to år ville den tidligere boghandler, Hans Jørgen Nielsen, gerne sælge butikken. Elly havde fået smag for butikken og charmen ved Mariager, så hun bød sig hurtigt til som mulig køber – og det har hun på ingen måde fortrudt.
Mariagerfjordposten.dk har besøgt den hyggelige boghandel på Fruensgaard Plads, hvor Elly tog imod os blandt et væld af puslespil, legetøj, kontorartikler og naturligvis bøger.
“Jeg har hørt nogle kunder kalde butikken for ‘butikken med 1000 ting’ og sige, at Mariager Boghandel har alt. Alt har vi nu ikke, men vi har mange ting – og ellers kan vi hjælpe med at få det hjem,” svarer Elly med et smil på min indledende kommentar, da jeg træder ind i butikken: “Hold da op, hvor er her mange spændende ting!”
Efter en hurtig rundvisning i Ellys butik, hvor det står klart, at butikken har en hyggelig atmosfære og et bredt udvalg af bøger, legetøj, blækpatroner, bamser, batterier, kontorartikler, ure samt batterier til ure og muligheder for at hjælpe med pasfoto, viser Elly også det store pakkerum frem. Rummet bliver flittigt brugt til de mange pakker, der kommer til Mariager til afhentning af forventningsfulde online-shopper.
“Jeg gør meget ud af, at det legetøj, der kan købes her i butikken, er CE-godkendt til brug i Danmark. Jeg synes simpelthen, at det er så vigtigt, at vi gør os den ulejlighed at sikre, at børnene ikke kommer til skade, eller noget endnu værre, når vi giver dem legetøj i hænderne,” fortæller Elly og tager selv noget trælegetøj i hænderne.
“Vi sælger mange bøger til børn i alderen op til 6 år samt til voksne. Vi gør os umage med at have de mest populære hjemme, men ellers er det jo bare at efterspørge dem, så får vi dem hjem. Vi lever jo af og for, at kunderne er glade og tilfredse efter deres besøg i butikken Et af de områder, hvor vi yder en ekstra indsats er, at vi hjælper med at udfylde og afsende fx returvarer, breve og pakker, hvis man ikke har prøvet det før – Vi har jo gjort det mange gange og hjælper gerne.”
“Generelt må vi sige, at pakkeafdelingen fylder meget i dag. Mange af dagens kunder kommer ind for at hente pakker. Nogle gange kan jeg godt ærgre mig, hvis jeg fx kan se, at det er printerblæk, der er bestilt, når vi selv har et ganske stort udvalg i butikken og sælger det til en konkurrencedygtig pris. Måske ved de ikke, at de kan købe deres printerblæk direkte her i butikken og bare hente det med det samme i stedet for at vente en dag eller mere på, at forsendelsen kommer frem.”
“Vi har også mange gaver til 25-30 kroner til skolebørn. De er populære, når der er fødselsdag i klassen. Der er også mange bedsteforældre, som kommer forbi, når børnebørnene er på besøg, og så skal der købes spil, tegneredskaber, puslespil, en bog eller noget legetøj. Det skal være spændende at komme i butikken – med et stort mekka af legetøj, som børnene kan gå på opdagelse imellem og det er altid dejligt med liv i butikken,” slutter Elly og sætter en plakat op med budskabet “Bekymringsfri leg.”
Stemningsbilleder fra butikken: