Mariagerfjord Gymnasium sætter fokus på grønne initiativer
Gymnasiets miljøråd forvandlede en grå uge 46 til fem fede grønne dage.
Fem Fede Dage er en konkurrence mellem gymnasier, som UngEnergi står bag. Med udgangspunkt i dagens tema, sætter gymnasierne fokus på grønne initiativer og er samtidig med i konkurrencen om 10.000 kr.
På Mariagerfjord gymnasium startede uge 46 med ”Mad-mandag”, som skabte opmærksomhed om madpakker og fødevarer med et lavt CO2-aftryk.
”Transport-tirsdag” handlede om samkørsel og grøn transport, og her blev der udlovet den måske mest eftertragtede præmie nogensinde: Egen parkeringsplads resten af skoleåret.
”Off-onsdag” opfordrede lærere og elever til at holde computere og mobiler slukkede hele dagen.
”Tøj-torsdag” satte miljørådet fokus på genbrug af tøj med den årlige tøj-bytte-dag, hvor man kunne bytte sit brugte tøj til nyt, brugt tøj.
Fem Fede Dage sluttede i går med ”Festival-fredag”, der handlede om staycation, samvær og hygge – Eftermiddagen bød på fredagscafé med festivalstemning i Grønnegården, og om aftenen fortsatte hyggen med en filmfestival i Gymnasiets Sal.