Møllenisserne inviterer til det traditionelle julearrangement
Søndag den 19. november fra kl. 10 til 16 inviterer Havnø Mølles Venner til det traditionelle
julearrangement på museet i Hadsund.
Der er gratis adgang denne dag, hvor der er lagt op til en hyggedag for store og små.
Anna Rysbjerg fra Visborg, der er kendt som underviser i bogfoldning, kommer og viser hvordan gamle bøger kan forvandles til engle, juletræer m.m. Bogfoldning er en teknik, hvor man folder siderne i gamle bøger efter bestemte mønstre, og så fremkommer der små kunstværker. Anna er også kendt for at lave de fineste øreringe med julestjerner, som (blandt meget andet) kan købes denne dag.
For et beskedent beløb til materialer bliver der også mulighed for at lave de fine juledekorationer.
De mindste børn kan hjælpe møllenissemor med at trille pebernødder, som vi bager på stedet. Hvis man kan lade være med at spise dem direkte fra ovnen, kommer de med hjem i et kræmmerhus. De børn, der har tålmodighed til det, kan også prøve at male mel på håndkværn, så der er lidt til julebagningen derhjemme.
I Møllehistorisk Samlings udstilling er møllenisserne rykket ind. Der er koldt på Havnø, så nisserne er denne dag forsamlet i museet. De vrimler rundt, så møllenissemor ikke har styr på, hvor mange hun skal bage pebernødder til. Kan du tælle, hvor mange de er? Hvis du kan finde dem alle, skal du fortælle det til møllenissemor i køkkenet – så vanker der nok en godbid.
Julearrangementet er også en anledning til at købe julegaver, som man ikke kan finde andre steder. Der vil være boder med husflid, Møllerkonens delikatesser og møllesouvenir.
I møllenissecafeen kan du købe gløgg og æbleskiver eller kaffe med hjemmebagte småkager. Småkager og friskkogte klejner kan du også købe med hjem.
Med julearrangementet afslutter Havnø Mølles Venner året 2023’s aktiviteter. Overskuddet går som altid til vedligeholdelse af Havnø mølle.
Indtil den nye sæson på møllen starter i juni måned vil de frivillige møllere jævnligt tilse møllen og sørge for at vingerne bliver vendt, så de ikke bliver sidetunge eller rådner. Gennemsnitslevealderen for møllevinger er 20 år, men vores er allerede 23 år gamle. Kun ved at vedligeholde møllen omhyggeligt, kan vi bevare de gamle vinger. I januar får møllen besøg af møllebyggeren, der skal restaurere den gamle kværn, så vi fortsat vil kunne male mel. Det er dyrt at have møllebyggeren på besøg, men Sparekassen Danmark Fonden har
allerede givet os tilsagn om fuld støtte til arbejdet med kværnen.
Du kan også støtte bevaringen af Havnø Mølle ved at støtte op om foreningen Havnø Mølles Venner og dens arrangementer.
Vel mødt!