Musik i Østerskoven – Ny stor musik-satsning i Hobro er blevet taget rigtig godt imod
For en lille måneds tid siden offentliggjorde Hobro IK, at DS Arena vil danne rammerne for “Musik i Østerskoven” den 10. juni 2023 og lige siden er Drift- og Eventchef hos Hobro IK Henrik Hammershøj blevet ivrigt kontaktet af områdets virksomheder og personaleforeninger, der gerne vil bakke op med billetter til medarbejdere eller lave en hel firmatur med mad, drikke og “eget”-område i det store spisetelt.
– Vi har fået sammensat et rigtig godt program med gode navne, hvor især Lars Lilholt og Thomas Helmig vækker stor opsigt hos virksomheder og personaleforeninger, som kontakter os om mulighederne for firmafester i forbindelse med arrangementet, fortæller Henrik Hammershøj til Mariagerfjordposten.dk
Musik i Østerskoven er et nyt tiltag som afvikles første gang i år. Formålet er, at skabe en sommerkoncert, der kan samle området og Hobro til en kulturoplevelse, som vil blive lagt mærke til i en stor radius omkring Mariagerfjord Kommune.
Indtjening går til ungdomsarbejdet og Foreningen Hobro IK af 1913
– Musik i Østerskoven skal udover at blive en kæmpe fest med en masse glade mennesker og gerne lave en ekstra indtægt til vores Forening Hobro IK af 1913 også sikre, at vi fortsat kan udvikle klubben “nede fra”, fortæller Henrik Hammershøj og fortsætter:
– Derfor er det jo ekstra fedt, at vi oplever en stor interesse fra virksomheder, som gerne vil støtte op.
Mangfoldigt program
I løbet af dagen fra kl. 13.30 vil bands som Lars Lilholt Band, Dodo and the Dodos, Den Danske Mafia og The Powls give den gas på scenen på DS Arena. Thomas Helmig går på scenen kl. 22.00 og afslutter Musik i Østerskoven 2023 og mere end 10 timers musik.
Billetter kan købes på fodboldklubbens hjemmeside. Er der særlige ønsker kan Drift- og eventchef Henrik Hammershøj kontaktes på mail: hha@hikfodbold.dk eller tlf.: 2322 0789.
LÆS OGSÅ: Vind billetter med Mariagerfjordposten.dk til årets store nyhed: ’Musik i Østerskoven’