Næste gang I ser dem, så giv dem en high-five og et klap på skulderen for den kæmpe indsats de gør
Talentchef i Hobro IK Rasmus Kjærsgaard fortæller i denne artikel om nogle af de personer, der gør det muligt at have det talent setup, som Hobro IK er blevet så kendt for.
I vores Hobro IK har vi mange at takke for det store arbejde, de ligger i vores klub. I dagens talent nyt vil jeg derfor gerne hylde nogle af de mennesker, der gør det muligt at have et talent setup. Uden dem kunne vi ikke have så godt et miljø, som vi har.
I onsdags til vores pokalkamp mod OB havde vi et portræt af trænerne i vores U13 til U15 segment, og i dag vil det være trænerne i vores U16 til U23 segment.
Vores U16 hold trænes af Abdinassir Khalif, som kaldes Abdi. Abdi er 43 år og bosiddende i Århus. Udover at være træner i Hobro, er Abdi også fodbolddommer. Abdi har været i Hobro IK siden 2022, og har været assistent på U19 divisionen samt cheftræner for U19 liga 1. I år er Abdi blevet træner for U16, og vi er glade for, at han har sagt ja til denne udfordring. Som assistent har U16 fået Malthe Wangsøe. Malthe er 17 år, og bor i Hobro, hvor han stadig er aktiv på vores U19 hold. Det er første gang Malthe er træner, men han har allerede vist gode kvaliteter som træner. Som holdleder styrer Kenneth Velling årgangen med hård, men retfærdig hånd. Kenneth er en kæmpe hjælp for både spillere og trænere, og er altid klar til at hjælpe til. Kenneth er 43 år og bor i Hobro, hvor han sammen med sin kone driver Smilehullet, der er en privat pasningsordning.
U17 trænes af Arun Rajkumar, der er 25 år, og har været træner for U17 siden januar 2023, hvor han kom til fra Brøndby. Arun er bosiddende i Hobro, hvor han bor med sin kæreste. Udover fodbold er han i gang med at færdiggøre sin uddannelse indenfor sportsmanagement. Arun har været et frisk pust i Hobro IK, og har været med til at løfte vores talentudvikling yderligere både på og udenfor banen. Vi håber at Arun fra januar 2024 kan påbegynde DBU’s A-licens træneruddannelse. Som assistent har Arun fra sommeren 2023 fået Jacob Lumbye. Jacob er 29 år og uddannet pædagog. Han er bosiddende i Støvring og arbejder dagligt i Hadsund. Jacob er faldet godt til i klubben, og er ifølge rygterne storsponsor i trænernes bødekasse.
U19 trænes af Henrik Larsen, der er bosiddende i Aars, hvor han også arbejder. Henrik overtog U19 holdet i januar 2023, og har tidligere været seniortræner i Vejgaard og Lindholm, som han begge spillede op i 2 division. Derudover har han været assistenttræner i Vendsyssel og Thisted i 1. division. Henrik fyldte 60 år i torsdags, så giv ham et tillykke med på vejen, næste gang i ser ham. Henrik havde i foråret Thobias Sander som assistent, og Thobias skulle være fortsat i efteråret, men måtte desværre stoppe pga. en korsbåndsoperation. Vi håber Thobias vender tilbage til foråret, og sender positive tanker hans vej. Henrik har derfor fået Lasse Wangsøe og Abdi som assistenttrænere, ligesom Nicolai Markvard hjælper med analysearbejdet.
Vores U23 hold trænes af Jacob Hjorth. Jacob måtte i sommer stoppe sin karriere som fodboldspiller pga. skader, og tilbød sin hjælp omkring vores U23 hold. Først som assistenttræner og senere som cheftræner. Udover at være cheftræner for U23, er Jacob tilknyttet 1. divisionsholdet, hvor han er assistent. Jacob er 29 år, og bosiddende i Hobro. Han får kyndig hjælp af Kasper Lykke, Ole Jensen og Daniel Ladegaard, der alle er assistenttrænere for U23 holdet.
Tusind tak til alle de trænere og frivillige som hjælper os med at gøre det muligt at have en talentafdeling i Hobro IK. Så næste gang I ser dem, så giv dem en high-five og et klap på skulderen for den kæmpe indsats de gør.