Niels Fjeldberg indtager plads nr. 3 på SF’s liste i Mariagerfjord
Byrådsmedlem for SF og Partiformand SF Mariagerfjord Peder Larsen fortæller med stor begejstring, at SF Mariagerfjord er stolte over at kunne meddele, at Niels Fjeldberg fra Hobro nu officielt indtager plads nr. 3 på deres liste til kommunalvalget den 18. november 2025.
Niels er en pensioneret advokat med speciale i offentlig ret, strafferet samt erstatnings- og forsikringsret.
Bosat i Hobro har Niels gennem årene markeret sig som en engageret borger, ikke mindst gennem sit store arbejde i sagen om Højhuset på den gamle Klockhusgrund ved Skivevej. En sag, der endnu ikke er afsluttet, og som vidner om Niels’ vedholdenhed og engagement i lokale problemstillinger.
Mærkesager for Niels Fjeldberg
– Med Niels Fjeldberg på holdet styrker vi SF’s profil i forhold til borgerinddragelse, social ansvarlighed og bæredygtig udvikling, fortæller Peder Larsen og fortsætter, Niels’ mærkesager vidner om hans stærke fokus på ordentlighed og dialog:
- Borgerinddragelse i svære beslutninger – Beslutninger skal træffes i tæt dialog med borgerne.
- Støtte til klemte og udfordrede familier – Tidlig indsats for at hjælpe familier, før børnene kommer i klemme.
- Miljø og bæredygtighed – En genopretning af Mariagerfjord og ambitioner om at gå foran i den grønne omstilling.
- Kommunens økonomi – En grundig gennemgang af kommunens økonomi for at sikre optimale velfærdsydelser til dem, der har mest brug for det.
- Økonomisk sikring af velfærdsområder – Herunder børneinstitutioner, skoler, ældrepleje og handicapområdet.
- Byudvikling i balance med natur og lokalsamfund – Ordentlig og gennemtænkt udvikling i byerne i samspil med naturen og landsbyerne.
En aktiv fritid
Ud over sin politiske og juridiske baggrund er Niels Fjeldberg aktiv i lokalsamfundet. Han synger i menighedskoret og er frivillig i Blå Kors i Hobro. Han bruger også tid med sine børn og børnebørn, der bor i henholdsvis Viborg og København.
– Vi ser frem til at arbejde sammen med Niels og er overbeviste om, at han bliver en stor gevinst for SF Mariagerfjord og for hele kommunen, slutter Peder Larsen.
Hej Peder Larsen og Niels Fjeldberg !
Fint at læse, at I er ved at há styr på kandidaterne til kommunalvalget – struktur tegner godt !
Fine emner der er skitseret – håber så bare, at I er lige så stålsatte og strukturerede når politik skal blive til virkelighed.
Det vil jo være ganske fint med indlæg fra SF´ kandidater hen over valgåret – om de politikområder der ligger Jer mest på sinde.
SF kunne gå forrest i genopretning af den politiske debat – som et godt eksempel – de nuværende byrødder er jo for længst gået i flyverskjul – nye koste – velkommen !
Fin opstart fra SF ! – – mere af dét !!
Hej
Ole Sand
Fuglebakken 6
9560 Hadsund
HOV!!! De glemte at nævne rågerne. Nå. Det problem har nået sin udløbsdato. Uanset om man udtynder reder eller sviner dem til med svovl, vil rågerne bygge nye reder. Hvor der er høje træer, er der også reder. For de ræverøde gælder også love/forordninger og fredningsbestemmelser. Dem kan de hverken omgå eller bøje. Lige meget hvordan man vender og drejer det, så er rågen en truet fugl på europæisk plan, derfor er den fredet og der er ingen jagttider. Det hverken kan eller skal der laves om på. Mennesker har ikke magtmonopol på naturen, for den ejer sig selv. For mig at se handler det her ikke kun om nogle råger, der er tydeligvis også gået politik i det, hvor det mere handler om personer. De 10.000 underskrifter giver jeg ikke så meget for. De er ikke et reelt udtryk for folks holdning. Var problemet så stort, som det er blæst op til, ville flere komme på banen. Din udmelding om at folk har resigneret og givet op køber jeg ikke. Sjovt nok er der ingen problemer med at udleje ledige lejligheder på Brinken/Himmerlandsgade. Der bor rågerne ellers lige overfor. Mens ledige lejligheder på Solbakken tårner sig op, og der er ingen råger. Der er vist noget, der tyder på, der er en anden forklaring. Ikke 🤔