Forside112Nordjyllands Politi melder klar

Nordjyllands Politi melder klar

- Annonce -

Nordjyllands Politi melder klar

Når Aalborgs store folkefest om et øjeblik ruller ud over rampen i et brag af en folkelig fest, der dominerer hele byen resten af døgnet, så vil Nordjyllands Politi være markant til stede med adskillige politipatruljer, uniformeret såvel som civilt, for at sikre trygheden og sikkerheden for alle – udklædte, tilskuere og borgere i byen.

Således lyder forsikringen fra vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Kenneth Ginnerup, der har ansvaret for politiets operative indsats.

”Karnevallet er en festlig dag, og det er en af Aalborgs helt store begivenheder – og det skal vi naturligvis støtte op om som politi. Vores opgave er at sikre, at det bliver fest festlig og fornøjelig dag for så mange som muligt,” lyder det fra Kenneth Ginnerup. 

Kontakt endelig dialogpolitiet 

Derfor vil man også opleve et synligt og dialogorienteret politi, hvoraf mange af patruljerne er uniformeret i særligt synlige gule refleksveste. 

”Det er vores dialogpoliti – og både dem og det øvrige synlige politi – er man som borger meget velkommen til at tage kontakt til, hvis man har brug for vores hjælp, eller hvis man har nogle spørgsmål til os,”

Politiet kan naturligvis også altid kontaktes på 112, hvis det er akut – og 114, hvis man ønsker at indgive en anmeldelse. 
   

Klart råd: Drik masser af vand

I området omkring Ansgar Kirke på Vesterbro, tæt ved Kildeparken, vil politiet også være til stede, ligesom Region Nordjyllands fremskudte akutmodtagelse vil befinde sig her.
  
”Vi kan mærke, at stemningen allerede nu er i top i byen. Det er glædeligt. Men jeg vil gerne minde alle om at passe godt på sig selv og hinanden. Drik nu rigeligt med vand og se godt efter dine venner,” siger Kenneth Ginnerup, og skulle der opstå pludselige uoverensstemmelser med nogen, eksempelvis på ruterne, så lyder opfordringen fra vicepolitiinspektøren, at man glider af, glatter ud og går væk. 

Klar til at gribe ind 

Vicepolitiinspektøren pointerer dog, at selvom det er en festlig dag, og man også, helt overvejende, vil opleve et politi, der søger dialogen, så står Nordjyllands Politi klar til at gribe ind og håndtere lovovertrædelser. 

”Vi har taget de store sko på sådan en dag. Det skal man som politi, når vi har en folkelig fest af den her kaliber. Men det er klart, at hvis der sker klare lovovertrædelser, så griber vi håndfast ind og bringer forholdene til ophør og efterforsker det fornødne.” 

Til at understøtte den operative indsats gør politiet også brug af videoovervågning, der både kan virke forebyggende, fordi politiet kan gribe ind ved optræk til ballade, før omstændighederne udvikler sig, ligesom videomaterialet også kan styrke grundlaget for en eventuel efterforskning af et strafbart forhold. 

Droner og helikopter

Vicepolitiinspektøren understreger, at man også gør brug af droner og, periodevis, også en helikopter i forbindelse med karnevallet. 

”Droner benytter vi undervejs, især under optogene gennem byen – de kan blandt andet hjælpe os med at bevare overblikket, så vi kan disponere politipatruljerne mest hensigtsmæssigt.”  

Helikopteren vil primært operere fra en flyvehøjde, der gør, at den generer byens borgere mindst muligt. 

”Men den vil naturligvis kunne høres, og det beder vi om offentlighedens forståelse for. Den udgør en væsentlig støtte til vores indsats på jorden.”   

Mange betjente på arbejde

Skulle der, mod forventning, alligevel opstå større hændelser eller uroligheder, så er politiet rustet til at gribe ind og håndtere sådan en situation.

”Vi har rigtig mange politifolk på arbejde i dag, og flere patruljer arbejder til fods og følger med optogene og patruljerer rundt i byen og i Kildeparken, ligesom vi har mange køretøjer indsat, blandt andet med trafikhåndtering,” siger Kenneth Ginnerup, der dog ikke vil oplyse præcist, hvor mange politifolk man har indsat på dagen: 
 
”Vi er dem, vi skal være.”    

Nordjyllands Politi ønsker alle et rigtigt godt karneval. 

Husk de gode råd: 

  • Drik rigeligt – rigeligt – med vand og husk fast føde i løbet af dagen. Der er vandposter på ruten, hvor man kan få fyldt sin drikkedunk op.
  • Lav aftaler med dine venner om at holde øje med hinanden, hav faste opsamlings- og mødesteder.
  •  Husk godt fodtøj – der kan være glasskår på ruten. 
  • Fundne effekter kan indleveres på Aalborg Politigård, Jyllandsgade 27, 9000 Aalborg. 
  • På Aalborg Karnevals hjemmeside findes mere information om og gode råd til de forskellige arrangementer.
Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler