ForsideMariagerfjordNy viden skal føre til færre drukneulykker i danske havne

Ny viden skal føre til færre drukneulykker i danske havne

- Annonce -

Ny viden skal føre til færre drukneulykker i danske havne

En ekspertgruppe nedsat af transportministeren har haft til opgave at kigge nærmere på, hvordan drukneulykker i danske havne kan forebygges. Nu peger nye undersøgelser fra TrygFonden på, at der med ændringer af både adfærd og indretning af havneområder er noget at hente, men det kræver en koordineret indsats. Og på den helt korte bane tyder undersøgelserne på, at unge mænd i nattelivet ikke skal gå alene hjem i nærheden af en kajkant. Transportministeren er meget tilfreds med ekspertgruppens indsats og ser frem til det videre arbejde.

For at bidrage med ny viden til ekspertgruppens arbejde har TrygFonden fået udarbejdet en række undersøgelser, der kan supplere den viden, man allerede har fra TrygFondens årlige nationale druknestatistik.

I en af de nye undersøgelser har Als Research for TrygFonden undersøgt 269 selvindberettede nærdruknehændelser. Den undersøgelse viser, at de fleste nærdruknehændelser sker i dagslys i ædru tilstand og i selskab med andre. Alligevel har halvdelen (51 pct.) af personerne følt sig i livsfare, da de faldt i vandet.

Selvom de fleste nærdruknehændelser således sker blandt personer uden en særligt risikofyldt adfærd, peger den nye undersøgelse på en række risikoparametre:

– Mændene er oftere end kvinderne påvirket, når de falder i vandet, hvilket er en tendens, der også ses i TrygFondens nationale druknestatistik, som fokuserer på de fatale drukneulykker. Tallene i den nye nærdrukneundersøgelse viser, at 29 pct. af mændene var påvirket, da de faldt i vandet, mens det tilsvarende tal for kvinder er 15 pct. I den samlede undersøgelse af de 269 nærdruknehændelser er andelen af kvinder, der var alene, da de faldt i vandet, 12,5 pct., mens den tilsvarende andel for mænd er 36 pct. Undersøgelsen tegner altså et billede af, at det særligt er mænd, der færdes alene i beruset tilstand om natten, siger Jacob Als Thomsen, adm. direktør i Als Research.

De udpegede risikofaktorer fra TrygFondens nye nærdrukneundersøgelse understøttes af et nyt observationsstudie, hvor Als Research på vegne af TrygFonden gennem 180 timers observationer har kigget på adfærd og indretning af havnen i de rekreative byrum i Aalborg, Aarhus og Københavns Havn. Her viser observationerne netop, at der sent på aftenen og ud på natten er flest mænd ved havneområderne, og at de oftere end kvinderne færdes alene og i beruset tilstand. Observationerne viser også, at det særligt er unge mellem 16 og 35 år, som færdes alene på havnene. Derudover tisser mange mænd ud over havne- eller kanalkanten i beruset tilstand, som i kombination med manglen på belysning og tilgængeligheden af redningsudstyr, især om natten, udgør en stor risiko.

Vi har skabt liv på havnen – men vi skal også huske sikkerheden

I de seneste år har vi i Danmark udviklet mange af vores industrihavne til attraktive beboelsesområder og rekreative områder, hvor danskerne inviteres helt ned til vandkanten.

– Der er i høj grad skabt liv på havnen, og vi oplever en stor interesse for at bruge og bo ved vandet – også i havnebyerne. Desværre har man ikke altid haft tilstrækkeligt fokus eller nødvendig viden til at indtænke forebyggende og livreddende foranstaltninger. Vi håber, at ekspertgruppen kan bruge den nye viden i arbejdet med at forebygge utilsigtede fald i havnene og til at skabe bedre og synlige flugtveje for dem, der alligevel falder i vandet. For det er vigtigt at understrege, at de fleste nærdruknehændelser altså sker, når det er lyst og uden alkohol involveret, og skal vi komme det til livs, kræver det, at vi bliver bedre til at indrette vores bynære havne og kanaler sikkert. De nye spændende tiltag, som vi bl.a. har set i Aarhus, skal vi forhåbentligt se flere af i de kommende år, så vi bliver klogere på gode løsninger, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.

Mens eksperter og dem, der har ansvar for indretning af havnemiljøer, arbejder med at skabe bedre og mere sikker infrastruktur i de bynære havne, så råder René Højer til, at vi alle på den helt korte bane hjælper hinanden med at høste de lavthængende frugter, som den nye undersøgelse også identificerer som væsentlige risikofaktorer:

– Det er vores indtryk fra vores analyse, at kvinder er gode til at følges hjem fra byturen. Hvis vi kunne få mændene – både de unge og de voksne – til at gøre det samme, er vi nået langt. For er der en ledsager, når man falder i vandet, er der også større chance for, at man kan blive reddet op. Derudover skal vi selvfølgelig opfordre vores unge til at holde sig fra vandet, når de er berusede. Og så er det vigtigt at understrege, at vi alle kan gøre en forskel. Ser vi en person tæt på vandet, som er beruset eller påvirket af stoffer, så kan vi hjælpe personen med at komme væk fra vandet og gerne i en taxa hjem, siger René Højer.

Fra Transportministeriets side er der stor tilfredshed med arbejdet i ekspertgruppen:

– Der sker desværre mange drukneulykker ved vores havne, og det skal vi forebygge. Med TrygFondens nye undersøgelser får vi vigtig viden, og det er tydeligt, at vi har en særlig opgave med at passe bedre på især de unge mænd, der går alene hjem langs kajkanten efter en bytur. Men det er også vigtig viden i kampen mod drukneulykker, at de fleste nærdruknehændelser sker i dagslys og i ædru tilstand. Jeg ser frem til at følge det videre arbejde i ekspertgruppen, siger transportminister Thomas Danielsen.

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler