ForsideHadsundNye organisering af Børnehusene i Hadsund

Nye organisering af Børnehusene i Hadsund

- Annonce -

Nye organisering af Børnehusene i Hadsund – Fremtidens Dagtilbud Hadsund

Udvalget for Børn og Familie besluttede den 28. maj 2024 at sende et forslag om ny organisering af børnehusene i Hadsund i høring. Forslaget indebærer:

– at Udvalgets principper for børneflow efterleves, idet Væksthuset ændres fra at være et børnehus målrettet førskolebørn til at være et alment børnehus, så alle børn får mulighed for at have hele sin børnehavetid i det samme børnehus.

– at kapaciteten for vuggestue og børnehave fastholdes i området, men at børnene samles på de 4 matrikler, som er kommunalt ejede. Der oprettes en ny institution med to afdelinger i de nuværende børnehuse Væksthuset og Spiren og lejemålet for Lærkereden opsiges. Forslaget betyder derfor også, at der modsat i dag fremadrettet vil være en integreret institution i Hadsund. Der tilbydes et varieret udbud i den nye organisering.

– at der gennemføres mindre bygningsmæssige justeringer, etablering af madpakkehus mv. for et samlet beløb på 4 mio., som skal understøtte det nye børneflow og styrke udelivsprofilen i Børnehuset Regnbuen. Beløbet blev reserveret ved genprioriteringen af anlægsbudgettet primo 2024.

Der er nu indkommet høringssvar og Byrådet skal tage endelig stilling til den nye organisering af børnehusene i Hadsund. Udvalget for Børn og Familie behandler derfor igen sagen på møde den 12. august 2024.

Indstilling: Direktøren for Børn, Uddannelse og Arbejdsmarked indstiller til Byrådet: At den nye organisering af Børnehusene i Hadsund godkendes.

Inddragelse
Udvalget for Børn og Familie besluttede den 28. maj at sende forslaget til en ny organisering af børnehusene i Hadsund i høring i forældrebestyrelserne for Dagtilbudsområde Øst og Dagplejen samt skolebestyrelsen for Hadsund Skole. Der er indkommet høringssvar fra de tre bestyrelser, som er vedlagt sagen som bilag. De indkomne høringssvar kan overordnet kategoriseres i to tematikker: strukturen og de fysiske rammer.

Struktur
Det anerkendes, at den foreslåede struktur giver nogle pædagogiske muligheder og vil medføre færre skift for alle børnene i Hadsund. Det vægtes højt af forældrene, at der også fremadrettet vil være nærværende pædagogisk ledelse i alle børnehuse. Dagplejens forældrebestyrelse tilkendegiver et ønske om, at strukturen ændres, således at der, frem for at der etableres en samlet institution af de nuværende Væksthuset og Spiren, etableres vuggestuegrupper i begge institutioner.

Det ønsker dagplejens bestyrelse for at sikre, at børn i dagplejen også kan få en børnehaveplads, selvom vuggestuebørnene opprioriteres. Det er forvaltningens vurdering, at fordelingen mellem vuggestue- og børnehavepladser også vil gøre det muligt for børn i dagplejen at få en plads i den nye samlede institution. Det vil forøge udgifterne til renoveringen, såfremt der skal etableres vuggestuepladser i både Væksthuset og Spiren, hvor det nuværende forslag kun lægger op til etablering af vuggestuepladser i det nuværende Spiren.

Der er generelt et ønske om, at den nye struktur understøttes af pædagogisk praksis af høj kvalitet, så mulighederne i den nye struktur kommer børn og medarbejdere til gode.

I høringssvarene stilles der spørgsmål til den forventede driftsbesparelse på 532.487 kr. og hvordan denne vil påvirke strukturen. Den forventede besparelse er i relation til husleje og forbrugsudgifter ved den nuværende Lærkereden samt pædagogisk ledelse af færre huse. Med strukturændringen vil der ikke ske en nedgang i den pædagogiske tildeling på baggrund af børnetallet.

De fysiske rammer
Forældrebestyrelsen i Dagtilbudsområde Øst er optaget af de fysiske rammer og særligt af, at den pædagogiske kvalitet ikke forringes som en konsekvens af de forestående ændringer. Der er særligt opmærksomhed på, at ude- og toiletfaciliteterne matcher det nye børneflow, samt ønsket om en styrket udelivsprofil. Dertil er bestyrelsen bekymret for, om det afsatte beløb til renoveringen er tilstrækkeligt til at skabe de nødvendige rammer for at kunne lykkes med den nye struktur.

Det nuværende udkast til renovering af de fysiske rammer er udarbejdet i et samarbejde mellem Ejendomscenteret og den pædagogiske ledelse af Dagtilbudsområde Øst. De konkrete renoveringer vil blive gennemført, så de bedst muligt understøtter den nye struktur og den ønskede pædagogiske praksis med udgangspunkt i anlægsbevillingen hertil.

Høringssvarene har ikke givet anledning til at ændre forslaget om den nye organisering. 

Hvis strukturen ændres i Hadsund, vil der blive lavet en inddragende proces, hvor børn, forældre og medarbejdere løbende inddrages og får mulighed for at bidrage til en god overgang til den nye struktur og hvor opmærksomhedspunkterne fra høringssvarene kan inddrages.

Sagsfremstilling
Udvalget for Børn og Familie har i den nuværende Byrådsperiode løbende arbejdet med strukturen for børnehusene i Hadsund. Det overordnede ønske har været at diskutere ”børn før mursten”.

Udvalget for Børn og Familie godkendte d. 30. januar 2024 principper for børneflowet gennem dagtilbud, der skal tilgodese gode overgange og muligheden for det gode børneliv. Et af principperne er, at børn skal have mulighed for at have hele sin børnehavetid i det samme børnehus og at evt. førskolegrupper skal være med udgangspunkt i det hus, hvor barnet er indmeldt.

Implementeringen af de vedtagne principper medfører en ændring af den nuværende struktur i Hadsund, hvor førskolebørnene samles på en matrikel året inden skolestart. Børnene i Hadsund har derfor oplevet et skifte fra deres respektive børnehave til Børnehuset Væksthuset i løbet af deres børnehavetid. Den fremtidige struktur i Hadsund vil tage udgangspunkt i de besluttede principper og derfor vil Væksthuset fra 1. august 2025 overgå fra at være målrettet førskolebørn til at være et alment børnehus.

Denne ændring giver anledning til, at den samlede struktur tilpasses med henblik på at skabe børnehuse, som har en høj faglig kvalitet og som samtidig er økonomisk bæredygtige.

De fem børnehuse i Hadsund har i dag tilsammen 36 vuggestuepladser (0-2 år) og 210 børnehavepladser. Denne normering har i en lang årrække været passende til at kunne tilbyde familierne i Hadsund en plads i Hadsund.

Forslag til en ny struktur for børnehusene i Hadsund
Med udgangspunkt i principperne for børneflow i dagtilbud er der udarbejdet et forslag til en ny struktur for fremtidens dagtilbud i Hadsund. Der er fokus på at skabe et varieret udbud af dagtilbudspladser i Hadsund, hvor de tilgængelige ressourcer og bygninger anvendes til at skabe gode læringsmiljøer.

I det genprioriterede anlægsbudget for 2024 er der afsat 4 mio. kr. til at renovere og tilpasse bygningerne i Hadsund, så de understøtter fremtidens dagtilbud Hadsund. Det nedenstående forslag vil efter tilpasninger af bygningerne gøre det muligt at have den nuværende normering på fire matrikler frem for de nuværende fem. Dette vil give en ændret børnesammensætning og børneflow.

Mariagerfjord Kommune ejer bygningerne som danner rammerne for børnehaverne Solstrålen, Spiren, Regnbuen og Væksthuset. Vuggestuen Lærkereden er beliggende i en lejet bygning som er ejet af Boligforeningen Lejerbo. Mariagerfjord Kommune ønsker at anvende kommunalt ejede bygninger fremfor lejede. Derfor vurderes det, at den lejede bygning som huser Vuggestuen Lærkereden kan opsiges. Opsigelsen kan se med et kalenderårs varsel og derfor kan Mariagerfjord Kommune tidligst være ude af bygningen pr. 1. januar 2026.

I det nærværende forslag til en ny struktur, vil der fremover være 0-2 års pladser oprettet som integrerede institutionspladser. Det vil give et nyt tilbud til familierne i Hadsund, som ikke har haft mulighed for at vælge en plads i en integreret institution i en årrække.

Børnehuset Solstrålen:
Den nuværende normering i Solstrålen er 50 børnehavebørn. Denne normering er fastsat på baggrund af de kendte søgemønstre i Hadsund. Bygningen har kapacitet til en højere normering og det vurderes at der kan etableres en vuggestuegruppe med 12 0-2 års pladser. Solstrålen vil derfor fremadrettet være en integreret institution. Der vil lejlighedsvis være plads til yderligere 3 vuggestuebørn ved et akut opstået pasningsbehov. Solstrålen har tidligere været en integreret institution, og derfor er rammerne egnede til en vuggestuegruppe. Der vil være behov for mindre renoveringer af krybberum og køkkenfaciliteter.

Bondegårdsbørnehaven Regnbuen:
Bondegårdsbørnehaven Regnbuen er i dag normeret til 43 børnehavebørn. Der har i de seneste år været en stor efterspørgsel på en plads i Regnbuen. Når børnene fremover skal have mulighed for at have hele deres børnehave tid i Regnbuen, så vil det betyde at færre familier, som ønsker en plads i Regnbuen, vil få tilbudt plads i Regnbuen med den nuværende normering.

I Regnbuen prioriteres udelivet meget højt og de pædagogiske aktiviteter foregår oftest i uderummets læringsmiljøer. Det vurderes, at normeringen i Regnbuen kan øges til 55 børn og med mulighed for op til 65 i sommerperioden. En forudsætning for den øgede normering er en tilpasning af udearealerne og læringsmiljøet. Det foreslås at de gamle udbygninger nedrives og der i stedet etableres et madpakkehus samt udetoiletter. De nuværende udebygninger kræver omfattende renovering og det vurderes at et madpakkehus vil styrke profilen som udelivsinstitution.

Ny institution:
Det er besluttet, at principperne for børneflow i dagtilbud skal være implementeret d. 1. august 2025 og Børnehuset Væksthuset vil derfor ikke længere være forbeholdt førskolebørn. Fremadrettet skal bygningen danne rammen for en mere varieret børnegruppe.

Børnehuset Væksthuset og Børnehuset Spiren er geografisk placeret med direkte tilknytning til hinanden. I dag adskilles de to børnehuse af et hegn, som afgrænser hver af husenes legepladser. Det giver mulighed for at etablere en ny og samlet daginstitution med to afdelinger, hvor der er mange muligheder for at skabe et bæredygtigt børneflow med hensyn til det enkelte barn. Der er fortsat to børnehuse, med hver sin pædagogiske leder, som gennem et forpligtende samarbejde skal understøtte de pædagogiske muligheder ved at have en samlet institution med to matrikler. 

Den nye institution vil være en integreret institution med samlet 24 vuggestuepladser og 105 børnehavepladser fordelt på de to matrikler. 

Den ene matrikel, det nuværende Spiren, vil have 24 vuggestuepladser og 25 børnehavepladser og den anden, det nuværende Væksthuset, vil have 80 børnehavepladser. De to matrikler gør det muligt at differentiere læringsmiljøet og arbejde med gode og trygge overgange fra dagpleje eller vuggestue til børnehaven.

Det vil være nødvendigt, at gennemføre mindre bygningsmæssige tilpasninger i de to huse. Der skal etableres toilet- og puslefaciliteter i begge huse. Der er ligeledes et ønske om at opføre et madpakkehus på den fælles legeplads, som vil bidrage til det fælles udendørs læringsmiljø.

Fremadrettet kapacitet og proces
Den samlede kapacitet i Hadsund vil med ovenstående forslag være 36 vuggestuepladser (0-2 år) og 210 børnehavepladser (3-5 år), hvilket er det samme som der er i dag. Den nye struktur vil give mulighed for at styrke udeprofilen yderligere, hvor særligt de nye madpakkehuse vil give fleksibilitet i sommerperioden, hvor der oftest er flest børn indmeldt i børnehusene.

I den seneste kapacitetsanalyse for dagtilbudsområdet fremgik det, at der forventes en lille stigning i børnetallet i perioden frem til 2032 i Børne- og Familiedistrikt Hadsund. Det fremgik endvidere, at der i Hadsund er flere børnehavepladser, end der er børn i aldersgruppen 3-5 år. I de seneste år er op til 20 pct. af pladserne i Børnehusene i Hadsund, som er blevet anvendt af børn med bopæl i andre distrikter.

Behovsprognosen viser, at der for nuværende er 195 og 190 børn der ønsker en børnehaveplads i Hadsund i juli måned i henholdsvis 2025 og 2026. Det fremlagte forslag til en ny struktur vil have 210 børnehavepladser og dermed vil der stadig være mulighed for, at der kan være yderligere familier som ønsker en plads. Hvis der sker en større stigning i børnetallet end der forventes, så vil der være behov for at tilpasse eller udvide antallet af pladser.

På baggrund af gældende beslutninger omkring Væksthuset, samt opsigelsesvarsel for Vuggestuen Lærkereden vil strukturændringen være gældende fra 1. august 2025. Der vil være børn og medarbejdere som skal skifte børnehus, hvilket vil ske i perioden fra den 1. august og de efterfølgende måneder efterhånden som bygningstilpasningerne gennemføres.

Økonomi
Det ovenstående forslag kræver renovering af den nuværende bygningsmasse, således den ønskede fordeling af aldersgrupper kan imødekommes. På baggrund af et estimat udarbejdet af Administrationen er der i det genprioriterede anlægsbudget afsat 4 mio. kr. i 2025 til renoveringerne.

Med forslaget reduceres antallet af matrikler, hvilket vil give en driftsbesparelse på samlet 532.487 kr. fra 2026. Den faste ledelsestildeling pr. matrikel på 149.616 kr. bortfalder og tildelingen på 382.871 kr. til bygningsdrift af Lærkereden vil ligeledes kunne tilbageføres til budgettet, når forslaget er implementeret. Dertil kommer reducerede udgifter til rengøring.

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler