Nye seismiske undersøgelser mellem Randers og Hobro starter i efteråret
Nu begynder arbejdet med at undersøge, om undergrunden mellem Randers og Hobro egner sig til geologisk lagring af CO₂. I de kommende måneder vil borgerne i området blive informeret om undersøgelserne.
Undersøgelsen er første skridt i Greenstore-projektets arbejde med at vurdere, om de underjordiske sandstenslag under det 500 km² store område på sigt kan blive et af Danmarks første lagre af CO₂ og dermed spille en vigtig rolle i kampen mod klimaforandringer – til gavn for både Danmark og lokalsamfundet.
Men inden beslutningen kan tages, skal selskaberne bag Greenstore – Harbour Energy, INEOS Energy og statens partner i projektet, Nordsøfonden – kortlægge områdets geologiske strukturer ved hjælp af en omfattende seismisk undersøgelse, der sættes i gang til september og varer ca. tre måneder.
”Mange kan måske huske, da statens geologer gennemførte en lignende undersøgelse i området for et par år siden. Hvor deres undersøgelse kan sammenlignes med at skære en lagkage igennem og se de forskellige lag, vil den nye undersøgelse give et langt mere præcist billede af, hvordan de geologiske lag og strukturer er udformet. Resultaterne vil gøre os klogere på, om det er realistisk at gå videre med planerne om at etablere et geologisk CO₂-lager,” siger Regitze Reeh, kommunikationschef i Harbour Energy.
Hold øje med e-Boks
I begyndelsen af maj vil der lande et brev i e-Boks fra Rambøll hos de næsten 3.000 lodsejere, der vil blive berørt direkte af undersøgelsen. I brevet bliver lodsejerne bedt om samtykke til, at der må udføres seismiske undersøgelser i området og i nogle tilfælde inde på deres grund.
Indhentelse af samtykke er et lovkrav og en helt almindelig myndighedsproces, når der skal udføres seismiske undersøgelser.
”Vi håber, at de berørte lodsejere vil svare på brevet så hurtigt som muligt, så vi kan komme i gang med at planlægge undersøgelsen i detaljer og med fokus på at minimere gener for borgere og lodsejere,” siger Regitze Reeh.
I den kommende tid vil medarbejdere fra Rambøll være til stede i området for at informere om den seismiske undersøgelse, ligesom Harbour Energy vil afholde møder for at informere om undersøgelsen.
Erfarne samarbejdspartnere
Greenstore har valgt det franske firma S3, Smart Seismic Solutions, der er Europas førende leverandør af avancerede geologiske undersøgelser, til at gennemføre selve dataindsamlingen. S3 har netop gennemført en lignende seismisk undersøgelse ved CO₂-lagringsprojektet i området omkring Rødby på Lolland med stor succes.
Rambøll er Harbour Energys rådgiver i forbindelse med undersøgelsen og står for at indhente alle tilladelser fra myndigheder og lodsejere samt de forudgående natur- og miljøundersøgelser. Rambølls specialister vil være klar til at besvare spørgsmål fra de berørte lodsejere, ligesom de vil være til stede i området for at vejlede og informere beboerne, når specialkøretøjerne kommer forbi.
Undersøgelsen er planlagt i tæt dialog med lokale myndigheder og i overensstemmelse med gældende miljø- og sikkerhedsstandarder.
CO₂-lagring er et afgørende værktøj for at opnå CO₂-reduktioner
CO₂-lagring er en teknologi, der allerede anvendes flere steder i verden som en effektiv metode til at reducere mængden af drivhusgasser i atmosfæren. Hvis Greenstore-området viser sig velegnet, kan det blive et af de første steder i Danmark, der aktivt bidrager til denne indsats.
Permanent lagring af CO₂ spiller en vigtig rolle for, at Danmark kan nå sine ambitiøse klimamål, og et bredt flertal i Folketinget står bag regeringens beslutning om at undersøge mulighederne for at etablere en række CO₂-lagre i Danmark – både på land og til havs.
Lagring af CO₂ skal ikke ses som et alternativ til vedvarende energi og andre bæredygtige teknologier, men som et supplement til de industrier, der har svært ved at nedbringe deres udledninger på anden vis, som affaldsforbrændingsanlæg og tung industri som f.eks. cementproduktion.
”Det vil være et stort og vigtigt skridt for klimaet og den grønne omstilling, hvis vores kommende undersøgelser i undergrunden viser, at vi kan etablere et sikkert geologisk CO₂-lager her i området mellem Randers og Hobro,” siger Regitze Reeh.