Nye tiltag hos Assens ungdomsklub og ungdomsskolen
Assens Ungdomsklub og Aif Håndbold startede et samarbejde op i starten af januar 2023.
Det betyder, at de unge har mulighed for at komme op i Assens hallen i klubtid hver onsdag fra kl. 19- 21 i hele februar og marts måned.
Nanna Wagner Sørensen der er Klubkoordinator Assens Ungdomsklub fortæller:
– Heidi Holt Larsen fra Aif Håndbold var med de første gange, hvor hun introducerede os for forskellige boldspil. Andre gange er alle badmintonnettene kommet op, og ellers har vi har lånt floorball udstyr. Det er en af fordelene ved at være i et godt lokalsamfund, som Assens er. Vi kan altid spørge de forskellige aktører, om vi må låne grej og udstyr alt efter, hvad de unge ønsker at lave. På den måde får de unge også en smagsprøve på, hvad de forskellige sportsgrene kan tilbyde. Alt foregår i et trygt fællesskab, hvor de unge er sammen med deres venner. Det er ren win win. Det er rart, at se de unge løbe rundt og have det sjovt sammen oppe i hallen.
– Fra uge 8 må 6. klasserne komme i alle vores 11 ungdomsklubber rundt omkring i Mariagerfjord Kommune. I Assens ungdomsklub havde vi før vinterferien en VIP aften KUN for 6. klasse, hvor de kunne se vores lokaler og hilse på alle medarbejderne i klubben. Det er en god og tryg måde at få ungdomsklubben introduceret på. Der blev bl.a. malet på bøllehatte, frisbees, og vi bød på et stykke pizza og budt dem alle sammen velkommen i klubben.
– Den 4. marts afholdes der pool-party i Arden Svømmehal. Om eftermiddagen er juniorklubberne velkommen, og om aftenen er der adgang for ungdomsklubberne. 6. Klasserne må gerne komme til Pool Party om aftenen. Al tilmelding foregår via ungdomsskolens hjemmeside, hvor der er fyldt godt op med masser af tilbud til de unge. Er du interesseret i at vide mere, så kan du klikke ind på www.mariagerfjordungdomsskole.dk
– De fleste klubber stopper sæsonen til Påske. Assens Ungdomsklub har i flere år forlænget sæsonen efter de unges ønske. I stedet for at holde åbent to aftener om ugen i hele sæsonen, går klubben ned på en enkelt aften fra uge 8. Det betyder til gengæld, at man kan forlænge sæsonen med den opsparede klubaften så klubben kan holde åben indtil maj måned.
– Inden længe får vi mulighed for at være ude om aftenen, når det begynder at være lyst om aftenen. Vi har en masse udendørs spil og aktiviteter, som de unge ser frem til at bruge. Og traditionen tro holder vi sæsonafslutning nede på Kongsdal Havn, hvor ungdomsskolens maritime hold kommer med deres RIB-båd, banan, SUP-boards. Ungdomsklubbens medarbejdere sørger for mad og drikke nede på havnen.
– MEN HØR LIGE HER : Fra 2024 begynder ungdomsklubberne at holde åben 36 uger om året, hvor det nu er 26 uger. Det ser både de unge og medarbejderne frem til.