Omvisning i Kunstetagernes glasudstilling
Torsdag den 27. juni kl. 15.00 inviterer Kunstetagerne til omvisning i sommerens store udstilling GLAS!!! – dansk, eksperimenterende glaskunst.
I omvisningen vil kunstfaglig medarbejder Anne Lie Stokbro fortælle om de enkelte kunstnere og deres værker, deres særlige interesse for glas, og hvordan de udfordrer det velkendte materiale på måder, som synes umulige.
Udstillingen omfatter knap 40 værker af 12 af Danmarks førende glaskunstnere. For alle gælder, at de med eksperimenter søger bort fra glassets traditionelle brugsfunktion og i stedet søger i retning af skulptur, når de puster, støber og former deres værker. Derfor vil man kunne opleve både fortællende værker og helt abstrakte former, man vil kunne opleve glas, der er gjort blødt som tekstil, og glas, der har fået bank med en boksehandske. Hvordan det ser ud, og hvordan det kan lade sig gøre, kan man blive klogere på undervejs i omvisningen.
Udstillingen GLAS!!! er generøst støttet af Statens Kunstfond, Svend Nielsen og Herdis Myginds Fond samt Mariagerfjord Kommune.