Opfordring fra Nordjyllands Politi til auktionshuse om at afgive tilbud
Nordjyllands Politi ønsker at indgå en aftale om auktionsydelser for de kommende tre år.
For at kunne finde den rette leverandør gennemfører Nordjyllands Politi en tilbudsindhentning i håb om, at interesserede auktionshuse vil afgive tilbud. Tilbud kan afgives til den ene opgave eller begge.
Opgave 1 – auktion over køretøjer
Køretøjer skal forstås som en samlet betegnelse for biler, motorcykler, knallerter, både, campingvogne og lignende. I 2022 kom 30 køretøjer på auktion. Det er dog ikke muligt at forudsige det fremtidige antal køretøjer, der skal auktioneres.
Opgave 2 – auktion over øvrige effekter
Øvrige effekter skal forstås som en samlet betegnelse for udsat bohave, hittegods og koster, herunder eksempelvis ure, designermøbler og cykler. Derudover vil der være effekter i form af større maskiner – fx pumper, maskiner, generatorer, svejseapparater, gulvslibemaskiner, trykluftpumper mv. Det er svært at forudsige, hvor mange øvrige effekter der vil skulle bortauktioneres i løbet af et år.
Auktionshusets forpligtelser
Auktionshuset vil skulle stå for løbende afhentning af koster, hittegods, maskiner, cykler mv. fra politikredsens lokaliteter i Nordjylland forud for auktionerne. Auktionshuset påtager sig risikoen for transporten fra effekternes placering til auktionshusets opbevaringsadresse.
Opbevaring og udlevering
Auktionshuset skal stå for opbevaring af afhentede eller indleverede effekter forud for auktionerne. Auktionshuset skal opbevare bohave og konfiskerede genstande, så de er adskilt fra aktionshusets øvrige genstande. Uddyb gerne, hvordan opbevaringen vil foretages i jeres auktionshus.
Vurdering og beskrivelse af effekter
Auktionshuset, der har ekspertviden på området, påtager sig at vurdere særlige værdigenstande for at fastslå ægthed og værdien, så sådanne særlige værdigenstande kan indbringe den størst mulige indtjening. Auktionshuset forestår vurdering af ægtheden af effekter og indestår for, at der ikke sælges kopivarer eller effekter, som medfører immaterielretlige krænkelser. Auktionshuset indestår endeligt for at vurdere ægtheden af samtlige effekter forud for auktionssalg. Uddyb gerne, hvorledes effekterne vurderes. Auktionshuset påtager sig løbende at sortere og vurdere indleveret bohave med henblik på salg på auktion. Auktionshuset kan efter en konkret vurdering foretage destruktion af bohavet/koster, eller dele af bohavet, hvis bohavet ikke vurderes at have en værdi ved salg på auktion eller i øvrigt er i så ringe stand, at auktion må vurderes udelukket. Dette skal dog dokumenteres og videregives til Nordjyllands Politi.
Annoncering af auktioner
Uddyb gerne, hvorledes en auktion af effekter og køretøjer annonceres af jer – gerne suppleret med en procesoversigt samt hvilke kundetyper, der findes i jeres auktionshus.
Afregning
Uddyb gerne, hvorledes afregningen foretages, herunder salærer, gebyrer samt øvrige omkostninger (rengøring, transport og lignende).
Vær opmærksom på
- Ved indgåelse af kontrakt forpligter Nordjyllands Politi sig ikke til udelukkende at benytte ét auktionshus til bortauktionering af effekter; ved visse specielle effekter vil vi tillade os at vælge andre auktionshuse.
- Nordjyllands Politi forpligter sig desuden ikke til at afsætte en bestemt mængde effekter til auktion.
- Det er en forudsætning, at alle medarbejdere, der skal løse opgaver for politiet, kan sikkerhedsgodkendes. Der er ikke omkostninger forbundet hermed.
Vurdering af afgivne tilbud
Jeres tilbud vil blive vurderet på baggrund af politikredsens indkøbsmønster. Tilbud på de enkelte opgaver behandles særskilt. Såfremt der vil være forskel i prisen alt efter, om auktionshuset varetager én eller flere opgaver, bedes I fremsende tilbud til de enkelte opgaver, hvor prisen er udspecificeret ved aftale på én opgave og ligeledes pris pr. opgave ved aftale på begge opgaver.
En eventuel aftale vil træde i kraft d. 1. september 2023 og gælde til og med d. 1. september 2026.
Tilbuddet skal afgives på baggrund af politiets forretningsbetingelser for køb af tjenesteydelser.
Tilbuddet skal være sendt til undertegnede senest torsdag d. 17. august 2023 kl. 23:59.
Mathias Sørig, AC-fuldmægtig
Budget og Intern Kontrol, Nordjyllands Politi
tlf. 2497 9930, mail mso134@politi.dk
LÆS OGSÅ: Udvalgsformand Edin Hajder: Hvad kan vi gøre så unge føler sig velkomne ved studiestart?