ForsideMariagerPå jagt efter flere frivillige hjerteløbere - "Sammen redder vi liv"-bussen kommer...

På jagt efter flere frivillige hjerteløbere – “Sammen redder vi liv”-bussen kommer til Hobro og Mariager

- Annonce -

På jagt efter flere frivillige hjerteløbere – “Sammen redder vi liv”-bussen kommer til Hobro og Mariager

I Danmark har vi en rekordhøj overlevelse efter hjertestop uden for hospital – særligt i det offentlige rum. Ambitionen er, at endnu flere skal overleve, og ny dansk forskning viser, at de fleste hjertestopoverlevere vender tilbage til et godt liv. Derfor besøger Sundhedsstyrelsens og TrygFondens Sammen redder vi liv-bus i de kommende uger kommuner i alle regioner for at få flere til at træde til ved hjertestop og blive hjerteløbere.

Danmark har i løbet af de seneste 20 år udviklet sig til at være en førende nation, når det kommer til, hvor mange der overlever hjertestop uden for hospital. I perioden fra 2001 til 2022 er overlevelsen firedoblet. Det er den, fordi vi gennem regionerne har en stærk organisering af det præhospitale arbejde og nogle fagligt meget stærke hjerteafdelinger placeret strategisk rundt omkring i landet. Der er gennem de seneste 20 år igangsat væsentlig forskning på området – godt støttet af bl.a. danske fonde. Den mest afgørende forskel er dog, at man i Danmark har opbygget en træd-til-kultur, som gør, at langt de fleste – 80 pct. – modtager tidlig livreddende førstehjælp fra vidner og førstehjælpere, hvis de falder om med hjertestop.

– Vi har opnået imponerende resultater på genoplivningsområdet de senere år, og det skyldes ikke mindst, at rigtig mange danskere har meldt sig som hjerteløbere. I dag er mere end 155.000 frivillige hjerteløbere, der kan træde til, hvis uheldet er ude, og folk har brug for akut hjælp. Deres indsats er helt afgørende for, at flere kan overleve et hjertestop uden for sygehusene. Og derfor håber jeg også, at endnu flere har lyst til at blive hjerteløbere, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.

”Sammen redder vi liv”-bussen skal rekruttere flere hjerteløbere

Fra den 25. september til den 13. oktober og igen fra den 30. oktober til den 17. november sender Sundhedsstyrelsen og TrygFonden i samarbejde med Danske Regioner Sammen redder vi liv-bussen rundt til 17. kommuner fordelt over hele landet. Det skal skabe opmærksomhed omkring vigtigheden af at kunne redde liv og at få flere døgntilgængelige og funktionsduelige hjertestartere, særligt i boligområder.

Bussen besøger bl.a. udvalgte sundhedsfaglige uddannelsessteder, hvor de studerende kan deltage i et 30 minutters hjertelungeredningskursus, som lever op til internationale standarder, og høre om muligheden for at melde sig som frivillige til TrygFondens hjerteløberordning.

– Tid er en afgørende faktor, hvis man skal øge chancen for at overleve et hjertestop. Når vi ikke kan forudse, hvor og hvornår det næste hjertestop sker, er der brug for, at vidner og førstehjælpere træder til, inden det professionelle beredskab kommer frem og kan tage over. Særligt i de tyndtbefolkede egne er der behov for, at vi har døgntilgængelige hjertestartere placeret strategisk rigtigt, og så har vi brug for hjerteløbere til at bringe hjertestarterne til skadestedet. For vi ved, at hvis der bliver stødt med en hjertestarter inden ambulancens ankomst, øger det patientens chance for at overleve ret markant, siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden, og fortsætter:

– Nu retter vi i første omgang vores fokus mod de sundhedsfaglige studerende, som qua deres uddannelsesvalg allerede er sporet ind på at vise omsorg og ansvar for andre mennesker, og som via deres uddannelse er klædt på til at yde livreddende førstehjælp. Derfor er det oplagt at begynde her, og vi håber, at mange af de studerende har lyst til at være med til at redde liv – også i deres fritid, siger Grethe Thomas.

I Danske Regioner støtter man op om indsatsen, fortæller Stephanie Lose, næstformand i Danske Regioner.

– Regionerne har været en stor drivkraft i at udvikle det præhospitale område og været med til at sikre, at flere overlever hjertestop. Men vi har brug for alle kræfter. Her kan studerende i sundhedssektoren spille en vigtig rolle, da de har nogle særlige forudsætninger for at styrke det livreddende arbejde. De skal i deres arbejdsliv være med til at løse livsvigtige opgaver, og derfor giver det rigtig god mening at række ud til netop den gruppe for at få dem til at blive hjerteløbere, siger Stephanie Lose, næstformand i Danske Regioner.

Med til indsatsen hører samtidig en opfordring til at gøre alle hjertestartere tilgængelige for alle døgnet rundt.

– Der er ingen tid at spilde ved hjertestop, og derfor er det afgørende, at hjerteløberne og andre førstehjælpere hurtigt kan få fat i en hjertestarter i nærheden og bringe den til hjertestoppet – uanset hvor og hvornår på døgnet det sker, lyder det fra Grethe Thomas, som arbejder med at mobilisere danskerne til en træd til-kultur, så flere overlever et hjertestop og stroke uden for hospital med bevaret livskvalitet.

Borgernes indsats har stor betydning
I 2022 overlevede 699 personer – svarende til 14 pct. – et hjertestop uden for hospital i Danmark bl.a. takket være hurtig hjælp fra personer i nærheden. I et nyt dansk studie, som netop er blevet publiceret i det velansete internationale tidsskrift JAMA Cardiology (Journal of the American Medical Association), har man spurgt 4.545 personer, der i perioden 2001-2019 har overlevet et hjertestop uden for hospital, hvordan de har det. 2.552 har svaret. Det gør undersøgelsen til den mest omfattende af sin art.

– Vores nye undersøgelse fortæller os først og fremmest, at de fleste hjertestopoverlevere vender tilbage til et godt liv. De har det lige så godt fysisk og mentalt som resten af befolkningen, og risikoen for angst og depression er ikke forøget efter hjertestoppet. Det er utrolig opmuntrende for alle, som træder til ved hjertestop, og for alle, som professionelt eller frivilligt arbejder for, at flere skal overleve hjertestop, siger Harman Gailan Hassan Yonis, læge og forsker i Dansk Hjertestopregister.

Vidste du at…

  • i 6 ud af 10 hjertestop kommer hjerteløberne før ambulancen og har dermed mulighed for at begynde den livreddende førstehjælp, inden det professionelle beredskab når frem.
  • Når hjerteløbere tilkaldes til et hjertestop, kommer mindst én af dem frem i 98 pct. af tilfældene. Ankommer der mange hjerteløbere til et hjertestop, tager nogle af dem sig af de pårørende og er en stor støtte for dem.

Sådan kan du være med til at redde liv

  • Lær hjertelungeredning
  • Bliv hjerteløber
  • Gør din hjertestarter døgntilgængelig for lokalområdet
  • Registrer din hjertestarter på Hjertestarter-Netværket (hjertestarter.dk), så 1-1-2 kan henvise til den, hvis der er hjertestop i nærheden

Hjerteløbere og hjertestartere i Region Nordjylland

Registrerede hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere – den 31. august 2023

– Region Hovedstaden: 59.962 hjerteløbere – svarende til 3.159 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere

– Region Midtjylland: 38.258 hjerteløbere – svarende til 2.813 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere

– Region Syddanmark: 25.312 hjerteløbere – svarende til 2.044 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere

– Region Sjælland: 19.006 hjerteløbere – svarende til 2.235 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere

– Region Nordjylland: 13.789 hjerteløbere – svarende til 2.320 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere

Totalt: 156.327 hjerteløbere – svarende til 2.631 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere

Registrerede hjertestartere den 29. august 2023

– Region Hovedstaden: 7.329 hjertestartere – svarende til 386 hjertestartere pr. 100.000 indbyggere

– Region Midtjylland: 5.274 hjertestartere – svarende til 388 hjertestartere pr. 100.000 indbyggere

– Region Syddanmark: 5.570 hjertestartere – svarende til 450 hjertestartere pr. 100.000 indbyggere

– Region Sjælland: 3.722 hjertestartere – svarende til 438 hjertestartere pr. 100.000 indbyggere

– Region Nordjylland: 2.620 hjertestartere – svarende til 441 hjertestartere pr. 100.000 indbyggere

Totalt på landsplan: 24.515 hjertestartere – svarende til 413 hjertestartere pr. 100.000 indbyggere

Døgntilgængelige hjertestartere den 29. august 2023

– Region Hovedstaden: 4.306 døgntilgængelige hjertestartere ud af 7.329 hjertestartere – svarende til 59 pct.

– Region Midtjylland: 3.768 døgntilgængelige hjertestartere ud af 5.274 hjertestartere – svarende til 71 pct.

– Region Syddanmark: 3.951 døgntilgængelige hjertestartere ud af 5.570 hjertestartere – svarende til 71 pct.

– Region Sjælland: 2.844 døgntilgængelige hjertestartere ud af 3.722 hjertestartere – svarende til 76 pct.

– Region Nordjylland: 2.028 døgntilgængelige hjertestartere ud af 2.620 hjertestartere – svarende til 77 pct.

Totalt på landsplan: 16.897 døgntilgængelige hjertestartere ud af 24.515 hjertestartere – svarende til 69 pct.

LÆS OGSÅ: Sigtet for at have efterladt hund i bil

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler