ForsideMariagerfjordPatienterne er meget tilfredse med akutlægehelikopterne

Patienterne er meget tilfredse med akutlægehelikopterne

- Annonce -

Patienterne er meget tilfredse med akutlægehelikopterne

Patienterne oplever at blive mødt med respekt, imødekommenhed og stor professionalisme, når de får hjælp af akutlægehelikopterne, oplyser Danske Regioner i en pressemeddelelse.

Tilfredsheden viser sig i en ny undersøgelse af patienternes oplevelse med Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning.

“De udstrålede stor kompetence og autoritet. De vidste lige præcis, hvad de gjorde. Og de informerede løbende om, hvad de gjorde. Og de var venlige og rolige. Det bar præg af, at det havde de fuldstændig styr på, og det var ikke første gang, de gjorde det”.

Beretninger som denne om helikopterpersonalets indsats er der mange af, når man gennemgår den seneste undersøgelse af patienternes oplevelse med Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning.

For når Danmarks fire akutlægehelikoptere går i luften og flyver ud til akut syge og svært tilskadekomne borgere, efterlader de et særdeles positivt indtryk hos patienterne. Mere end 99 procent af de patienter, der har fløjet med akutlægehelikopteren, har et positivt indtryk af forløbet.

Ud af de 660 patienter, der har svaret på undersøgelsen, svarer 91 procent at deres indtryk var ”meget godt”, mens 8 procent svarer “godt”.

Mange af patienterne giver desuden udtryk for, at de er taknemmelige for hjælpen fra akutlægehelikopterne og ønsker at rose eller takke personalet for deres indsats.

“Akutlægehelikopterne løfter en vigtig opgave i forhold til at sikre patienter hurtig og kompetent hjælp særligt i landets yderområder, hvor der er langt til hospitalerne. Det er meget positivt, at patienterne er så tilfredse med den behandling, de modtager og et tydeligt tegn på, at ordningen er velfungerende. Medarbejderne skal have stor ros for deres indsats”, siger formand for Danske Regioner, Anders Kühnau.

Helikopterordningens cheflæge, Troels Martin Hansen, er også tilfreds med patienternes evaluering af ordningen. Han hæfter sig blandt andet ved, at resultaterne generelt flugter med den seneste undersøgelse i 2019, hvor patienttilfredsheden også var helt i top, og at tilfredsheden er stor for alle ordningens fire helikoptere.

Selv om patienterne roser behandlingen, er der stadig nedslag i undersøgelsen, som kan være med til at gøre patientforløbene endnu bedre.

“Det kan være overvældende at flyve i akutlægehelikopteren, og derfor har vi fokus på kommunikationen med patienten under hele forløbet. Det kan være svært at tale sammen i helikopteren, så helt lavpraktisk, nonverbal kommunikation som et smil eller en hånd på skulderen kan have en betryggende effekt på patienten”, siger Troels Martin Hansen.

Patienttilfredshedsundersøgelsen:

• Patienttilfredshedsundersøgelsen er gennemført af Defactum i Region Midtjylland.

• 882 patienter, der har fløjet med akutlægehelikopter i perioden september 2023 – juni 2024 er blevet spurgt til deres oplevelser.

• 660 patienter har besvaret undersøgelsen, hvilket svarer til en svarprocent på 75.

• I spørgeskemaet har patienterne mulighed for at vurdere deres samlede indtryk af deres kontakt med helikoptertjenesten ud fra kategorierne ”meget godt”, ”godt”, ”dårligt” eller ”meget dårligt”. Udover spørgsmålet om samlet indtryk indeholder spørgeskemaet ni tilfredshedsspørgsmål, hvor patienterne kan svare ”i høj grad”, ”i nogen grad”, ”i mindre grad” eller ”slet ikke”.

• Udover spørgeskemaundersøgelsen er der gennemført interview med 40 patienter.

Akutlægehelikopterne:

  • Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning dækker hele landet og drives i fællesskab af de fem regioner i Danmark. 
  • Der er fire akutlægehelikoptere, der flyver fra henholdsvis Ringsted, Billund, Skive og Saltum. 
  • I 2023 fløj de fire akutlægehelikoptere i alt 4.167 missioner. 
  • Akutlægehelikopter flyver mest til patienter med hjerte-/karsygdom (42 procent), neurologisk sygdom (21 procent) og tilskadekomst med traumer (20 procent) • 
  • Akutlægehelikopterne flyver mest til de områder, hvor der er langt til specialiseret behandling på et universitetshospital. Der er flest flyvninger til kommunerne i det vestlige, sydlige og nordøstlige Jylland samt til de sydlige og vestlige kommuner i Region Sjælland. Derudover er der en del flyvninger til Bornholm, Ærø, Samsø og Læsø.
Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler