Pool-party i Arden Svømmehal er endnu engang en succes
Igen i 2025 inviterede Mariagerfjord Ungdomsskole til Pool-party i Arden Svømmehal. Traditionen tro strømmede det til med mere end 200 festklare unge som var klar til årets største vand-fest.
Årets største fest til vands!
Diskolys, DJ og vandet fyldt med badebolde! Musikken buldrede gennem svømmehallen, hvor farverige lys glitrede i vandoverfladen. Arden Svømmehal var af Mariagerfjord Ungdomsskole forvandlet til en festoase, hvor unge i badetøj og Hawaii-kranse fyldte bassinerne med grin og energi. DJ’en styrede dansegulvet, mens vipperne blev udfordret af modige springere med fede tricks.
Mere end 200 unge deltog i løbet af dagen, og pool-partyet i Arden Svømmehal bød på et væld af aktiviteter. Der blev dystet i konkurrencer som ”hurtigste tur på forhindringsbanen” og ”flotteste spring”, mens Water Balls og løbebanen til vands testede balancen. Inde i svømmehallens varmvandsbassin lokkede en afslappende biografoplevelse, hvor de unge kunne tage en pause med en god film.
En fest for alle unge i Mariagerfjord Ungdomsskole
Ungdomsskolens Pool-Party er opdelt i to: Et junior-party for juniorklubberne og et ungdoms-party for ungdomsklubberne. Begge arrangementer var velbesøgte, og stemningen var i top fra start til slut. Juniorklubbernes fest bød på sjove vandlege, konkurrencer og masser af grin, mens ungdomsklubbernes party havde en mere festlig vibe med høj musik, lysshow og fri leg i bassinet. Begge events skabte rammerne for en fantastisk aften, hvor fællesskab og hygge var i fokus.
“Det er fedt at opleve den gode energi, når så mange unge er samlet til en fest som denne. Man kan virkelig mærke, at folk hygger sig og har det sjovt sammen – det er det, der gør Pool-Partyet til noget helt særligt,” siger Anders Franzen fra Arden Ungdomsklub, som er tovholder for arrangementet.
Festen er for alle unge i Mariagerfjord Kommune, og for at sikre, at så mange som muligt kan deltage, tilbydes der gratis bustransport til svømmehallen for de tilmeldte. Ifølge vice-ungdomsskoleinspektør Jens Amtoft er det netop det fællesskab på tværs af kommunen, der gør Pool-Partyet unikt. “Når unge mødes fra forskellige byer og klubber, opstår der nye venskaber og en stærkere følelse af sammenhold. Det er vigtigt, at vi skaber rammerne for fællesskaber, der rækker ud over de lokale miljøer,” understreger han.
Sikkerheden kommer altid først
Til en fest med mere end 200 unge i vandet er sikkerheden utrolig vigtig. Derfor var der både livreddere fra ungdomsskolen og svømmehallen til stede hele aftenen, ligesom et hold dykkere sikrede at alt forløb sikkert under vandet. Det gav både deltagerne og arrangørerne en ekstra tryghed, så festen kunne nydes fuldt ud.
“Vi tager sikkerheden meget alvorligt. Det skal være sjovt at være med, men det skal også være trygt for alle. Med både livreddere og dykkere på plads kan vi sikre, at alle har en god oplevelse uden bekymringer,” siger vice-ungdomsskoleinspektør Jens Amtoft.


Kunne de tænke dig at se det næste arrangement som Mariagerfjord Ungdomsskole tilbyder?
Så kan du se dem på ungdomsskolens hjemmeside – https://www.mariagerfjordungdomsskole.dk/