Populær hyldestaften vender tilbage – nu er det tid til at indstille dine kandidater
Til efteråret afholder Mariagerfjord Erhverv sin årlige Award Night, der er en populær hyldestaften for det lokale erhvervsliv. På aftenen skal uddeles syv eftertragtede erhvervspriser og lige nu er det tid til at indstille dine kandidater.
– Det er tredje år i træk, at vi afholder Award Night. Første år var det godt 200 deltagere og sidste år rundede vi 350 deltagere, så det er en aften, som det lokale erhvervsliv har taget til sig, hvilket vi selvfølgelig er meget glade for, fortæller Michael Christiansen, erhvervschef hos Mariagerfjord Erhverv.
Arrangementet finder i år sted den 13. november i Hobro Idrætscenter, og udover at hylde erhvervslivet og uddele priser, byder aftenen på middag fra Hotel Bramslevgaard, underholdning, et par overraskelser og ikke mindst god stemning og netværk. Lige nu er planlægningen godt i gang.
Tid til indstilling af kandidater
Selvom der fortsat er et stykke tid til arrangementet, er det første vigtige grundlag for aftenen allerede godt i gang. Lige nu er det nemlig muligt at indstille kandidater til de syv erhvervspriser.
De syv priser er: Årets virksomhed 1-9 ansatte, Årets virksomhed over 9 ansatte, Årets innovative virksomhed, Årets CSR-virksomhed, Årets grønne virksomhed, Årets komet og Årets lærling/elev.
– De to første år fik vi et fornuftigt antal kvalificerede indstillinger inden for alle kategorier, og vi kunne hylde nogle fortjente og stolte vindere på aftenen, fortæller Michael Christiansen og fortsætter:
– Men i år vil vi gerne have endnu flere kandidater at vælge imellem. Ikke mindst fordi, at der findes så mange superkompetente og forskelligartede virksomheder i Mariagerfjord Kommune, der alle fortjener at blive indstillet. Det er en aften, hvor vi hylder hinanden og gerne må parkere den vanlige nordjyske beskedenhed.
Medarbejdere kan også indstille deres arbejdsplads
Alle er velkommen til at indstille kandidater. Det gælder også medarbejdere, der synes, at deres arbejdsplads er noget helt særligt. Faktisk må virksomheder også gerne indstille sig selv.
– I hver af de syv kategorier vælges til slut tre nominerede kandidater, der alle er med helt frem til aftenen, hvor de endelige prisvindere afsløres.
– I forhold til sidste år har vi udvidet med yderligere en priskategori. Det er Årets virksomhed, som vi opdelt i to, nemlig en virksomhed mellem én og ni ansatte og én med flere ansatte end ni, beretter Michael Christiansen.
Det er nemt at indstille din personlige favorit til én eller flere af de nævnte erhvervspriser, og selvom virksomheden blev indstillet sidste år, er det stadig muligt at indstille den igen i år. Det foregår på hjemmesiden: www.mfer.dk.
Her er det også muligt at tilmelde sig Award Night, da billetsalget til aftenen allerede er startet.