Program for studietur 2023. Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse
Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse i Mariagerfjord holder møde den 4. maj, hvor der bl.a. på dagsordenen er: Program for studietur 2023. Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse
Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse ønsker at besøge Oslo i Norge for at hente inspiration til arbejdet med at omsætte Byrådets visioner til udvalgets visioner og fokusområder. Udvalget ønsker ligeledes at hente inspiration til det videre arbejde med at udarbejde en ny beskæftigelsesplan for 2024-2027. Der orienteres om programmet for studieturen.
Indstilling
Direktøren for Børn, Uddannelse og Arbejdsmarked indstiller til Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse:
1. At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse ønsker at besøge Oslo i Norge for at hente inspiration til arbejdet med at omsætte Byrådets visioner til udvalgets visioner og fokusområder. Udvalget ønsker ligeledes at hente inspiration til det videre arbejde med at udarbejde en ny beskæftigelsesplan for 2024-2027.
Oslo er blandt andet valgt som destination for studieturen, fordi man her arbejder med metoder til inklusion af udsatte unge i uddannelsessystemet og udsatte voksne på arbejdsmarkedet. Man har ligeledes flere års erfaringer med at anvende metoder, som minder om de metoder, der anvendes i CUBB-projektet (Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsats), hvor der arbejdes med at inddrage udsatte borgere i at tage ansvar og ejerskab til at mestre eget liv.
Udvalget får på turen indblik i, hvordan man arbejder sammen med virksomhederne om den virksomhedsrettede indsats og hvordan der kan opnås gode resultater ved hjælp af særlige indsatser for udsatte unge.
Program 7. juni – 9. juni 2023:
-Onsdag 7. juni
På studieturens første dag besøges Danmarks Ambassade i Oslo. Her gives en generel introduktion til Norge med særligt fokus på politik, økonomi og samfund samt hvordan det norske beskæftigelsessystem er organiseret.
Herefter besøges Møller Medvind, en bilvirksomhed, som tager socialt ansvar for at uddanne og ansætte unge mennesker, som har haft udfordringer i skolesystemet. Der bliver mulighed for at møde en eller flere unge, som har fået job på virksomheden.
Dagen afsluttes med et oplæg om koblingen mellem studieturens program, udvalgets fokusområder og arbejdet med at udarbejde en ny beskæftigelsesplan for 2024-2027.
-Torsdag 8. juni
Torsdag formiddag er temaet Fælles indsats for udsatte unge. Projekt Felles innsats for utsatt ungdom besøges i bydelen Gammel Oslo.
Om eftermiddagen besøges Delprogram Sysselsetting et ud af tre programmer under Oslo kommune, som indgår i en samlet områdeinvestering i samarbejde med staten. Der arbejdes blandt andet på at få flere indvandrere i ordinært arbejde. Der planlægges besøg på et af projekterne.
-Fredag 9. juni
På turens sidste dag besøges NAV Nesodden, hvor udvalget bliver præsenteret for NAV-kontorets erfaringer med at anvende Supported Employment. Supported Employment er en internationalt udviklet model, hvor man udarbejder en personligt tilpasset proces for personer, som kræver særlige hensyn for at kunne deltage på arbejdsmarkedet. Udvalget får et indblik i de politisk-administrative processer omkring Supported Employment.
Der bliver desuden mulighed for at drøfte erfaringerne med NAV-kontorets samarbejde med virksomheder og skoler omkring inklusion af udsatte borgere.
Det norske Arbejds- og Velfærdssystem (NAV) præsenteres med de fordele og ulemper det har at have beskæftigelsesområde og socialområde samlet i samme enhed.
Om eftermiddagen besøges en virksomhed, der samarbejder med NAV-Nesodden.
Herefter hjemrejse.
På udvalgsmødet 10. august 2023 vil den tilegnede viden og inspiration fra besøg og drøftelser med de norske projekter og virksomheder blive inddraget i det videre arbejde med en ny beskæftigelsesplan samt arbejdet med udvalgets visioner og fokusområder.
Økonomi
Udgifterne til studieturen afholdes indenfor de afsatte midler til deltagelse i topmøder, konferencer med mere.