Projekt Arden Bytorv – status
I budgetaftalen for Budget 2025-28 fremgår det, at der skal fremsendes en status på projektet Arden Bytorv i juni 2025. Status er på dagsordenen når Økonomiudvalget i Mariagerfjord KOmmune holder møde den 18. juni 2025.
Der er udarbejdet en status, som tydeliggør de konkrete forslag, det er ønsket at arbejde videre med, samt plan for samarbejde med en konkret fond i forhold til ekstern finansiering.
Indstilling: Direktøren for Teknik, Kultur og Klima indstiller til Økonomiudvalget: At den fremlagte status tages til efterretning.
Beslutning fra Udvalget for Teknik og Miljø, den 10. juni 2025, punkt 91:
Taget til efterretning.
Inddragelse
Projekt Arden Bytorv har form af et samskabelsesprojekt, hvor Arden Fællesråd som frivillig borgerrepræsentation spiller en aktiv og engageret rolle i projektet og i tilvejebringelse og kvalificering af principper og visioner for torvet.
Sagsfremstilling
I budgetbemærkningen vedrørende Arden Bytorv i budgetaftalen for Budget 2025-28 står følgende:
”Budgetaftalen afsætter i alt 10 mio. kr. på anlægsbudgettet til udvikling af Bytorvet i Arden, som også var en del af budgetaftalen for 2024.
Parterne er enige om, at den kommunale medfinansiering sker under forudsætning af, at der fra lokale kræfter findes eksterne resurser til finansiering af projektet på mindst fem millioner kr.
Aktørerne bag udviklingen af Arden Bytorv skal senest 1. juni 2025 indsende en status på projektet til Økonomiudvalget, herunder en status på ekstern finansiering.”
På baggrund deraf gives her en status på projektet.
Der er efter budgetvedtagelsen for 2025-28 i samarbejde mellem Arden Fællesråd og Mariagerfjord kommune arbejdet videre i forhold til hvilke principper, der skal være gældende for et nyt bytorv.
Arden Fællesråd har undersøgt mulighederne for fondssøgning og har i den forbindelse indgået aftale med arkitektfirmaet By+Land om udarbejdelse af en projektmappe, som kan danne grundlag for fondsansøgninger. Mariagerfjord kommune er medfinansierende til udarbejdelsen.
Projektmappen tager afsæt i Arden Helhedsplan fra 2017: ”Byen i skoven – Skoven i byen” og indeholder tegninger til konkrete forslag på baggrund af fælles principper. Der er desuden tænkt i kulturhistorien og med perspektiv til Byrådets vision.
Arden Fællesråd har også afholdt en workshop med deltagelse af borgere i Arden, hvor visioner og konkrete idéer blev drøftet.
Der er etableret en fælles styregruppe med repræsentanter fra Arden Fællesråd og Mariagerfjord Kommune. Begrundelse for at danne en fælles styregruppe er, at der fra start har været et tæt parløb med et frivilligt engagement, der tager ejerskab for vision, fremdrift og økonomi. I projektets nuværende fase vurderer parterne, at det er mere effektivt for fremdrift og fælles retningssætning at have et fælles forum for beslutninger og indstillinger.
Arbejdet i den fælles arbejdsgruppe fortsættes som hidtil, og Arden Fælleråd har desuden nedsat en interessentgruppe for at sikre den lokale involvering.
Der er taget kontakt med Realdania, og det er nu under forberedelse at få sendt en ansøgning til Realdania med henblik på at opnå støtte til den eksterne finansiering på 5 mio. kr. Hvis Realdania støtter projektet, forventes støtten betinget af, at der udmøntes en proces med yderligere inddragelse af borgere og lokalsamfund. Denne proces vil formodentlig forløbe henover efteråret 2025. I 2026 vil det konkrete projekt blive projekteret, og der skal udarbejdes lokalplan. Selve anlægsfasen forventes at ske i 2027.
Der vil også blive arbejdet videre i forhold til andre relevante fonde til den eksterne finansiering.
Der henvises i øvrigt til den vedlagte projektmappe fra BY+LAND, hvor både vision, kulturhistoriske betragtninger, principper for udarbejdelse af ideer, samt det tætte samarbejde mellem parterne er udfoldet.
Økonomi
Den samlede projektøkonomi er estimeret til 14,1 mio.
Der er afsat 3,0 mio. kr. i 2026 og 7,0 mio. kr. i 2027 i Mariagerfjord Kommunes anlægsbudget.
Der skal tilvejebringes en ekstern finansiering via fonde på 5,0 mio. kr., som efter betaling af gavemoms netto vil udgøre ca. 4,1 mio. kr.