ForsideArdenRekordmange gæster - 250 kiggede forbi til Lille Skæv Festival i Arden

Rekordmange gæster – 250 kiggede forbi til Lille Skæv Festival i Arden

- Annonce -

Rekordmange gæster – 250 kiggede forbi til Lille Skæv Festival i Arden

Musikerne havde øvet sig hele foråret, festivalteltet var rejst og madholdets burgere sad lige i skabet, da CKU Himmerlands ungeafdeling i Arden slog dørene op til endagsfestivalen Den Lille Skæve torsdag d. 19. juni. Festivalen blev genoplivet sidste år efter en lang coronadvale og var allerede da en stor succes med godt 200 gæster fra andre specialskoler fra nær og fjern.

I år slog festivalen rekorden med 250 gæster lige fra Hjørring til Randers.

Viceskoleleder Stinne Yde-Lakmann bød velkommen til alle de fremmødte og talte i sin åbningstale om festivalens særlige betydning for fællesskabet på CKU og de mange unge, som har været med til at skabe dagen. Hun fremhævede, hvordan festivalen giver plads til det skæve, det umiddelbare og det ægte – og understregede, at det ikke handler om at være perfekt, men om at turde stille sig op, mærke rytmen og være en del af noget større. “Det handler i sidste ende om at skabe livsduelighed hos den enkelte elev,” sagde hun.

I festivalteltet optrådte CKUs to elevband The Pucks og Rusty, samt bandsene Støj i STU’en fra CKU Vendsyssel og Try Allstars fra Try Efterskole.

Eleverne på CKUs særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse er unge under 25 med særlige behov. De har alle været i arbejdstøjet for sammen at forberede den store dag.

”Det handler ikke kun om musikken, men også om at være en del af noget større og få noget til at ske i fællesskab,” fortæller musiklærer Kent Lykke Valbak. Skolens elever havde derfor arbejdet fokuseret med at gøre klar til de mange glade gæster. Nogle satte festivalteltet op og gjorde parkeringsforholdene klar, mens andre havde designet logo og malet scenetæppe eller stod i køkkenet og grillede pølser og vendte burgere til festivalgæsterne. Når de mange besøgende ikke nød musikken i festivalteltet, kunne de hygge sig på pladsen med forskellige spil, snobrød over bål, og, for manges vedkommende, gensyn med gamle venner fra de andre skoler. Skolens håndarbejdslokale var på dagen forvandlet til en skønhedssalon, hvor besøgende kunne blive helt festivalklar med glimmer i håret og ansigtsmaling.

”Det er så fedt, at vi kan lave noget, hvor hele skolen løfter i flok, og hvor der er plads til at alle laver noget, de selv synes er spændende,” fortæller Kent Lykke Valbak og fortsætter: ”Det er megastort for eleverne at prøve være en del af noget større, hvor man er værdsat og værdifuld. Det er om noget en oplevelse, der styrker selvtilliden.”

Også de optrædende bands havde været igennem hårde øveperioder forud for festivalen, så de lidt efter lidt fik sikkerhed i tingene og var helt klar til at give den max gas på scenen. ”Det at turde stille sig op på en scene og optræde er en stor ting, så vi øver også på det at kunne styre nervøsiteten og håndtere og bearbejde det at skulle præstere. Det er en kompetence man kan bruge i virkelig mange sammenhænge. Den personlige udvikling er jo i højsædet her på skolen, og musikken og festivalen er bare et af redskaberne til at nå derhen,” forklarer Kent Lykke Valbak.

Viceskoleleder Stinne Yde-Lakmann bød velkommen og satte fokus på fællesskab og livsduelighed. Foto: Mariagerfjordposten.dk

Om CKU Himmerland
CKU Himmerlands afdeling i Arden tilbyder specialundervisning i form af særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) og kortere forløb for unge med særlige behov. Skolen har ca. 50 elever og 16 ansatte.

- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER

Dødsfald – Arden

- Annonce -

Seneste artikler