RM Fitness fejrer Grand Opening med nyt udstyr og udvidede faciliteter
Lørdag den 5. april 2025 slår RM Fitness dørene op til Grand Opening kl. 10. Under mantraet „sundhed, styrke og sammenhold‟ inviteres alle til at blive en del af et aktivt og engageret træningsfællesskab.
Hele dagen vil der være mulighed for fri træning, herunder deltagelse på holdtræninger i den nye, flotte holdsal. Både holdsalen og træningscentret er blevet opgraderet med nyt udstyr, og instruktørerne står klar til at guide og informere om de mange tilbud. Med udvidelsen er der nu plads til flere deltagere på holdtræningerne, en milepæl der er nået efter utallige frivillige arbejdstimer. Med stor stolthed kan centret nu præsentere moderne og inspirerende træningsomgivelser.
RM Fitness er en forening drevet af frivillige kræfter. Omkring 35 instruktører varetager forskellige roller som hold- eller centerinstruktører, og foreningen spiller en aktiv rolle i lokalsamfundet. Centret fungerer som et samlingspunkt, hvor der tilbydes træning til alle aldre. Særligt seniortræningerne er populære, og det sociale aspekt ved at være en del af et lokalt fitnesscenter vægtes højt. Her er plads til alle, og fællesskabet er en central del af oplevelsen.
I 2024 modtog RM Fitness en flot donation fra Sparekasse Danmark Fonden Hobro, hvilket har været afgørende for at skabe de bedste træningsfaciliteter. En af de store nyheder er en helt ny spinningsal, hvor medlemmerne nu kan træne både virtuelt og med instruktører.
I forbindelse med Grand Opening vil RM Fitness byde på forfriskninger, når den røde snor klippes og dørene officielt åbnes. Fra kl. 10 til 15 vil der være mulighed for at møde instruktørerne, der vil vise rundt og fortælle om de mange træningsmuligheder.
Programmet for dagen kan ses på RM Fitness‛ Facebook-side, hvor der i løbet af ugen også vil blive delt klip og videoer fra det nye center.
