Røde Kors vinder Den Kriminalpræventive Pris for støtte til løsladte i overgangen fra fængsel til frihed
Mentorprogrammet ’Primus Motor’ støtter løsladte i at opbygge et liv uden kriminalitet. I dag vandt Primus Motor Den Kriminalpræventive Pris for sin kriminalitetsforebyggende indsats.
Røde Kors modtog i går Den Kriminalpræventive Pris for mentorprogrammet Primus Motor. Anerkendelsen kommer i lyset af det store bidrag til at reducere tilbagefald til kriminalitet blandt tidligere indsatte.
Primus Motor fokuserer på støtte tilpasset den enkelte deltager og arbejder på at styrke tilknytningen til arbejdsmarkedet, forbedre økonomiske forhold, sikre bolig, sundhed og et stabilt socialt netværk. Denne personcentrerede tilgang har vist sig at være effektiv, med en signifikant reduktion i kriminalitetsraten blandt de mest belastede deltagere.
Det er på den baggrund, at Den Kriminalpræventive Pris er gået til Primus Motor.
Lise Lind, der i Røde Kors er chef for Sektionen for Særligt Udsatte Voksne, takkede for anerkendelsen, da justitsminister Peter Hummelgaard overrakte prisen:
”Vi er meget stolte af og taknemmelige for prisen, som er en direkte anerkendelse af de frivillige, som med ren medmenneskelighed er med til at sikre, at indsatte kommer godt ud i livet igen. Den frivilligbaserede kontakt er alfa og omega for projektets succes, da deltagerne oplever, at der er nogen, der har valgt dem til og ganske simpelt bare vil dem – og vil dem det bedste”.
Målrettet og tillidsfuld støtte
I Danmark begår 30% af tidligere indsatte ny kriminalitet inden for to år efter løsladelse. For dem, der ikke opnår prøveløsladelse, er tallet endnu højere. Tal fra 2021 viser, at Primus Motor-indsatsen dengang mere end halverede tilbagefaldet til kriminalitet fra 67% til 29% blandt de mest belastede indsatte.
”I Primus Motor er deltageren i centrum. Forløbet tager afsæt i deltagerens ønsker og bygger på en tillidsfuld relation, hvor der er nogen, der hepper på én og tror på én og giver det der kærlige skub i ryggen. Det er et medmenneskeligt møde, hvor deltagerne bliver set som mennesker med muligheder og potentiale. Og det virker”, siger Lise Lind, som fortæller, at det har stor betydning for deltagerne, at mentorerne drives af frivilligt engagement og ikke får løn.
”Frivilligheden er noget andet end myndighed, for i Primus Motor er begge parter der frivilligt. Det giver også en ligeværdighed i relationen”.
Der er aktuelt 38 aktive mentorforløb og 15 deltagere, der afventer opstart. Sidste år var der 48 aktive mentorforløb og 120 frivillige tilknyttet indsatsen på landsplan. Røde Kors oplever en stigende interesse for deltagelse i Primus Motor.
Er man interesseret i at vide mere om Primus Motor, og overvejer man at engagere sig som frivillig i indsatsen, kan man læse mere og tilmelde sig på Primus Motor | Røde Kors (rodekors.dk)