Rude knust med brosten
Politiassistent Anders Kammer fra Himmerlands Politi i Hobro fortæller her til morgen, at der i Himmerland har været en del indbrud hen over weekenden i kommunerne Rebild og Vesthimmerland – Indtil videre var der dog kun indløbet en anmeldelse om indbrud i Mariagerfjord.
-På Anna Damborgsvej i Arden har der i tidsrummet fra fredag d. 13. oktober kl. 15.15 til søndag kl. 15 været indbrud i en villa, oplyser Anders Kammer og fortsætter:
-Et vindue er blevet knust med en brosten og gerningspersoner har gennemrodet hele huset, hvorefter de har forladt villaen igen via terrassedøren.
-Fra stedet er der blandt andet blevet stjålet en bærbar computer og en kuffert – der er dog endnu ikke helt overblik over, hvad der er stjålet fra stedet.
-Politiet har sikret DNA spor fra stedet og hvis du har set eller hørt noget i forbindelse med ovenstående, vil vi gerne høre fra dig på tlf.: 114.
Anders Kammer fortæller endvidere, at der ved nogle af de andre indbrud i Himmerland også er blevet brugt metoden med at knuse en rude ved hjælp af brosten, og det er selvfølgelig noget politiet er opmærksomme på i forhold til, om der er tale om samme gerningspersoner.
LÆS OGSÅ: Ugens tilbageblik uge 41