Så har kampklædt politi indtaget Hobro
Stor MIK-øvelse i Hobro er gået i gang og hele seks politikredse er i spil.
Politi fra alle de jyske kredse, samt Fyn, stimlede sammen i Hobro i dag i tidsrummet fra kl. 13:00 – 20:00, for at holde samtræningsøvelser for MIK-betjente. MIK står for ”Mobilt IndsatsKoncept”; et særligt beredskab, der kan indsættes ved voldsomme optøjer, fx ved demonstrationer. Når ikke MIK-betjentene er involveret i deciderede MIK-indsatser, så passer de deres normale job i politiet.
Øvelsen i Hobro inkluderer omkring 350 uniformerede betjente, droner, indsatskøretøjer, politibiler og figuranter. Selve øvelsen foregår i Hobro by og der vil være en del støj og udrykningskørsel i midtbyen.
Politikommissær Karsten Højrup fra Nordjyllands Politi, organiserer årets MIK-samtræning og fortæller om øvelsen:
”Vi har valgt at træne et scenarie i år hvor vi fokuserer på politiets indsats ved demonstrationer. I Hobro skal vi følge en demonstration over en fire kilometer lang strækning, hvor der indtræffer forskellige hændelser undervejs, som MIK-betjentene skal forholde sig til og håndtere. Uden at afsløre for meget, kan jeg sige, at det blandt andet involverer en barrikade, civil ulydighed og lignende optrin, som er realistiske udfordringer at møde, når det handler om demonstrationer.”
Karsten Højrup fortæller videre om nødvendigheden af at træne sammen:
”Vi prioriterer højt at afholde disse øvelser og holde kompetencerne skarpe. MIK-betjentene har en særlig uddannelse til fælles, men arbejder til dagligt i seks forskellige kredse. Vi træner både taktikker, men også det at være under kommando. MIK-konceptet baserer sig på, at man opererer i en deling, med særskilt gruppefører. Det er et enormt brugbart til mange forskellige indsatser og hændelser hvor vi har mange delopgaver.”
Øvelsen gentages torsdag den 23. november 2023, også her i tidsrummet klokken 13:00 – 20:00
LÆS OGSÅ: Hadsund Fjernvarme: Godt ingen personer kom til skade