Skæbnerne på giftfabrikken Cheminova – Forfatter Kim Blæsbjerg besøger Kulturhuset i Arden
Forfatteren bag De bedste familier, Kim Blæsbjerg, besøger Mariagerfjord Bibliotekerne og fortæller om sin populære roman og det store researcharbejde, som ligger bag den. Det er tirsdag d. 25. november kl. 19 i Kulturhuset i Arden.
I begyndelsen af 1950’erne flytter giftfabrikken Cheminova til Vestjylland. Det forandrer på godt og ondt livet på egnen, som oplever et velfærdsløft, men må betale en høj pris i form af den massive forurening af hav og fjord og af de forgiftninger, arbejderne på fabrikken bliver udsat for. Forfatteren Kim Blæsbjerg der selv er vokset op i Vestjylland har skrevet romanen De bedste familier, hvor vi følger to familier fra forskellige kår, som på godt og ondt knyttes sammen af fabrikken.
Til aftenens foredrag fortæller Kim Blæsbjerg om arbejdet med romanen. Om den omfattende research, der ligger bag – de mange mennesker, han har talt med. Og om hvordan, han har skabt portrætterne af romanens personer, ikke mindst kvinderne, Margrethe og Karin. Blæsbjerg fortæller også om at vokse op i en vestjysk tavshedskultur, hvordan tavshedskulturen har været både en modstander og en drivkraft undervejs i arbejdet. Og om, hvorfor det har været så vigtigt at skrive bogen. Han vil desuden komme ind på bogens modtagelse og fortælle om de reaktioner, han har fået.
Og så tager han gerne imod spørgsmål fra publikum.
Billetter til denne aften koster 75 kr. og kan købes via mfbib.dk





