ForsideMariagerfjordSommerens dårligste trend: Dumpede kæledyr

Sommerens dårligste trend: Dumpede kæledyr

- Annonce -

Sommerens dårligste trend: Dumpede kæledyr

Kæledyr dumpes i stor stil, så snart sommeren melder sin ankomst. Særligt kaniner har fyldt meget i juni måned, og den udvikling bekymrer dyreinternaterne, der har svært ved at finde plads til alle.

Alt fra papkasser, transportbure, sportstasker og indkøbskurve tages i brug, når danskerne vil af med deres kæledyr. Selvom mange dyr efterlades steder, hvor de typisk bliver fundet hurtigt, så er dumping forbundet med stor risiko for dyrene.

– Dyrenes chancer for at overleve er rigtig dårlige, når de bliver dumpet. Ofte er det dyreunger, som ikke tåler megen sult, tørst eller kulde. Det er simpelthen så uansvarligt, siger Karina Fisker, internatchef hos Dyrenes Beskyttelse.

Antallet af sager med kæledyr, der bliver efterladt til en uvis skæbne af deres ejer, er igen i år tårnhøjt, i første halvår af 2024. 423 dyr blev dumpet mellem januar og juni. Til sammenligning var tallet 458 i samme periode i 2023.

– Vi ved af erfaring, at antallet af dumpinger topper i juli, august og september. Vi kommer højst sandsynligt til at tage imod rigtig mange flere dumpede dyr, inden sommeren er omme. Vi håber bare, at dette ikke bliver en permanent tendens, og at folk i stedet tager fat i deres lokale internat, så vi kan finde en god løsning i stedet, siger Karina Fisker.

Dyreunger har sværest ved at overleve

Generelt er det ofte mødre med unger, eller enlige dyreunger, som bliver dumpet. Dette er ekstra problematisk, da dyreunger er sarte og let dør af enten varme, kulde eller manglende mad og vand. En nyfødt killing kan f.eks. kun klare sig op til tre timer uden mad og varme, så tiden er knap for dyrene.

– En del af dyrene sættes dog foran et af Dyrenes Beskyttelses ni internater, hvor der trods alt er større chance for, at de bliver fundet hurtigt, og derfor overlever de oftere. Desværre hænger internaterne på alle regninger til dyrlæge, vacciner og neutralisering, modsat når ejerne betaler indleveringsgebyr. Gebyret varierer mellem 200 kr. og 1.000 kr. afhængig af dyret, siger Karina Fisker.

– Dumping er usolidarisk og tarveligt, så tag nu fat i internaterne, så vi kan tage en snak om situationen, lyder opfordringen fra Karina Fisker.

Rekordmange kaniner

Særligt de dumpede kaniner har givet travlhed den første halvdel af året. 44 kaniner blev dumpet de første seks måneder af 2024, og det har resulteret i, at flere dyreinternater nu er helt fyldt op med kaniner og ikke kan tage imod flere, før de er adopteret ud i nye hjem. I samme periode i 2023 blev 33 kaniner dumpet.

– Vi oplever generelt mange dumpede kaniner, hvilket måske skyldes, at de er sværere at afsætte, når man ikke længere vil have dem. Det er dog ikke en undskyldning for at udsætte dem for den fare, det potentielt er, at blive efterladt et eller andet sted med risiko for at dø af hedeslag, tørst eller blive taget af et rovdyr, siger Karina Fisker.

313 katte og killinger blev dumpet de første seks måneder. I samme periode i 2023 blev 346 katte og killinger dumpet, så her er tendensen nogenlunde den samme. Derudover er 30 marsvin og hamstere blevet efterladt i første halvdel af året.

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler